En midaldrende filminstruktør undersøger en skuespillers forsvinden 20 år tidligere. En skuespiller, der forsvandt, mens han lavede en film om en mand, der søger sin datter, efter at hun er bortrejst. Æske i æske i æske, men aldrig fortænkt. Filmen er en regulær detektivfortælling i drævende tempo: Hvem kan give brikker til puslespillet - gamle flammer, samarbejdspartnere opsøges. Der er tegn på en affære, et flagrende egotrip, måske en ulykke. Der er også følelsen af magisk filmrejse ved indledningsvis at se en hel scene fra den halvt fuldendte film i filmen. En rejse, der understreges, når skuespilleren Ana Torrent pludselig dukker op - hun var 7 år, da hun spillede hovedrollen i 'Ånden i bistaden' i 1973 og er nu, ja, tilsvarende ældre. En følsom og sprællevende film om erindring, venskab, savn og betydningen af et sluttet narrativ.