Da Coleman Hawkins i 1925 blev medlem af Fletcher Hendersons orkester, var der næppe mange, der kunne forestille sig, at han ganske få år senere ville stå som jazz-saxofonspillets helt centrale skikkelse.

Og selv om Lester Young fra omkring 1940 kom til at påvirke en lang række af de lidt yngre saxofonister, var og blev Hawkins' store, "maskuline" tone og noget bryske frasering stadig en meget væsentlig ingrediens, ikke mindst efter at han, efter et langt Europaophold, kom hjem og indspillede sin udgave af Body and Soul, som stadig er den version, mange langt yngre saxofonister måler sig imod.

Efter en række lidt magre år fik Hawkins kontakt med Norman Granz, som via en række indspilninger for sit selskab Verve, nærmest skabte Hawkins' fuldt fortjente ry som jazzsaxofonspillets grand old man.

Hawkins besøgte jævnligt Danmark og var aktiv indtil kort før sin død i 1969, de seneste år dog som en skygge af sig selv, hvad der dog ikke ændrer ved, at hans pladeproduktion igennem næsten 40 år er blandt jazzens væsentligste.

Vi skal selvfølgelig høre nogle af hans væsentligste indspilninger - men også mindre kendte ting, bl.a. fra nogle af hans Danmarksbesøg.

Bare mød op, der kræves ikke billet.