Aalborg Historiske Museum

Algade 48, Aalborg

Wednesday 21 May 2025, 5 pm - 6.30 pm.



Nature

Byvandring: Aalborg under besættelsen inkl. besøg i et gammelt beskyttelsesrum

Gå i fodsporene på de tyske soldater såvel som de danske modstandsfolk gennem byens gader og se, hvor i Aalborg de dramatiske begivenheder under besættelsen udspillede sig.

Undervejs kommer du blandt andet med ned i et offentligt beskyttelsesrum fra 2. verdenskrig.

Det kan du opleve
  • Historiske steder fra besættelsestiden
  • Et besøg i et offentligt beskyttelsesrum fra 1944
  • Et indblik i hverdagen og modstanden under besættelsen
Praktisk info
  • Længde: Ca. 2 km
  • Varighed: 1½ time
  • Turen slutter ved Almen Kirkegård (med undtagelse af turene 4. maj, som alle slutter ved Jens Bangs Stenhus).
  • Medbring gerne lommelygte og praktisk fodtøj
Omtale

Den tyske besættelse af Danmark 1940-45 var særdeles nærværende også her i Aalborg, hvor tyske soldater var en markant del af bybilledet. På denne byvandring kommer du forbi steder, hvor den tyske værnemagt holdt til. Der er blandt andet tale om Gestapos hovedkvarter i Nordjylland, der lå ved Højskolehotellet på Boulevarden, samt Birks Missionshotel på hjørnet af Jernbanegade og Prinsensgade, som var tyskernes militære hovedkvarter fra april 1941 og frem til krigens afslutning i 1945.

På turen får publikum også en unik mulighed for at besøge et gammelt beskyttelsesrum, hvor aalborgenserne tilbragte mange nattetimer, når luftalarmen lød over byen. Dengang var en af de største bekymringer lyden af luftalarm, for når britiske bombefly havde kurs mod tyske mål i Danmark, så var befolkningen nødt til at søge sikkerhed i beskyttelsesrum og kældre.

Der gemmer sig mange historier om modstandsfolk og sabotage under besættelsen, og i løbet af byvandringen kommer du forbi nogle af de steder, hvor de mest dramatiske begivenheder fandt sted, mens museets guide fortæller levende historier, så du næsten kan høre maskingeværerne i det fjerne.

Undervejs kommer du også forbi steder, hvor der foregik sabotage og schalburgtage (modsabotage), og hvis du kigger godt efter, vil du opdage flere mindeplader for faldne modstandsfolk.

Turen slutter ved modstandsmandens Niels Erik Vangsteds grav på Almen Kirkegård. Vangsteds begravelse i august 1943 blev startskuddet til det såkaldte Augustoprør, som førte til et brud med regeringens samarbejdspolitik med tyskerne søndag 29. august 1943.

Foto(s):
Nordjyske Museer.

Read more on the website