Krigsmuseet

Tøjhusgade 3, København K

Fredag den 11. oktober 2024, 18:00 - 24:00.



Historisk

Kulturnat på Krigsmuseet: Lejesoldater og middelalderkanoner

Se en middelalderkanon og mød tyske lejesoldater i uniform, når Krigsmuseet 11. oktober byder velkommen til Kulturnatten.

Tag en tur tilbage til middelalderen til Kulturnatten på Krigsmuseet, når vi får besøg af tyske lejesoldater fra foreningen Freie Rostocker Fähnlein.

Se og hør med når Danmarks største rekonstruktion af en middelalderkanon bliver vist frem.

Alle interesserede kan lytte med og blive klogere på våben og kanoer fra middelalderen.

Hvordan lader man egentlig en kanon og en musket? Hvad er forskellen på en kanon, der bliver ladet henholdsvis forfra og bagfra? Hvad er sort krudt? Og hvilken type ammunition bruger en kanon og en musket?

Alle lejesoldater er selvfølgeligt iklædt tøj og udstyr fra begyndelsen af 1500-tallet. Efter showet kan du komme helt tæt på kanonen og tale med soldaterne - her kan du høre mere om deres arbejde og livet i middelalderen.

Showet begynder kl. 18.30, 20.00. 21.00 og 22.30

Lysværk fra Ukraine

Når mørket falder på, viser vi det rørende lysværk 'Krig og Kærlighed' med seks, personlige historier fra Ukraine, der fortæller om at bevare kærligheden midt i krigens gru.

Her kan alle interesserede blive klogere på, hvad man gør, når ens ægtefælle bliver sendt til fronten? Om man kan drømme om at få børn, når ens verden er ved at blive bombet i stykker? Og om elskende rykker sammen under krigens pres? Eller om krigen tværtimod skiller dem ad?

Lysværket er tegnet af tegner og journalist Jakob Fälling. Det består af omkring 100 tegninger og animationer. Tegningerne viser de seks ukrainere og det land, de kommer fra, og alt er tegnet på stedet som tegnet dokumentarisme. En lydside på ca. 20 minutter giver tre-fire minutter til hver ukrainers fortælling.

'Krig og Kærlighed' vises på Krigsmuseets facade mod havnen (Søren Kierkegaards Plads).

Du kan holde et våben

Inde på museet vil du kunne se artilleriudstillingen, der fortæller om atomkrig, nederlaget i 1864 til tyskerne og blive klogere på, hvordan kong Frederik 4. tog til Ilalien for at finde kærligheden, men kom hjem med to af de flotteste kanoner på museet.

Du kan også dykke ned i udstillingen Den Fjerne Krig og komme helt tæt på, hvordan det var at være dansk soldat i Afghanistan (det er ved at være sidste chance for at se udstillingen, der kun står året ud).

Særligt for Kulturnatten vil alle vores gæster få mulighed for selv at holde forskellige våben - for eksempel et middelaldersværd, en Stengun, en MP40 maskinpistol fra 2. Verdenskrig, en AK47 og en M10 som er det gevær, danske soldater bruger i dag.

Praktisk:
Hvor: Krigsmuseet, Tøjhusgade 3, 1220 København K
Hvornår: 11. oktober fra 18:00 - 24:00
Pris: Kun adgang med kulturpas.

Entré: 125 kr

Læs mere på hjemmesiden