"'Rosa de Areia' er en film for dem, der vil se og lytte, som om det var første gang, som om det var den første film, der er blevet skabt af jordens materie (.) Filmen udvikler sig frit i tid og rum og adlyder kun sine egne indre kræfter." Sådan har.

Margarida Cordeiro and António Reis selv beskrevet 'Rosa de Areia', en ambitiøs essayfilm, der forener videnskab, kunst, metafysik og magi. Cordeiro og Reis lader tekster fra bl.a. Kafka og Montaigne udfolde sig over billeder af landskaber og kroppe, og i deres produktionsnotater skrev de, at filmen var formet af "lyde, rytmer, visioner, ord, kroppe og ansigter, vind, støv og sand." Filmen - som skulle vise sig at blive deres sidste - er et udtryk for den absolutte tillid til omverdenen, livet og døden.