Taastrup Teater & Musikhus

Kjeld Abells Plads 1, Taastrup

Lørdag den 8. februar 2025, kl. 20-22.



Jazz

Jakob Bro Large Ensemble feat. Melissa Aldana, Jorge Rossy & Peter Laugesen

Jakob Bro skaber nye forbindelser og samler en international udgave af sin storgruppe til Vinterjazz 2025 featuring den chilenske tenorsaxofonist Melissa Aldana, spanske Jorge Rossy og den danske digter Peter Laugesen.

Efter en række internationale turnéer og anmelderroste udgivelser på ECM Records vender guitarist Jakob Bro tilbage med sit "storband" med tre-fire saxofonister, to trommeslagere og to bassister: "Det er mit laboratorium som komponist, hvor mine simple sange bliver "sunget" i kor med tyk streg under sangen og melodien. Kompositionerne bliver fortolket af nogle af mine tætte musikalske venner og bliver løftet af en kollektiv gruppe af fantastiske, spændende musikere, som giver sangene kant, vildskab og forhåbentlig momenter af skønhed," forklarer han.

Ny musik i februar 2025

I to årtier har denne gruppe udviklet sig omkring altsaxofonisterne Jesper Zeuthen og Andrew D'Angelo, den oprindelige Jakob Bro trio bestående af bassist Anders Christensen og trommeslager Jakob Høyer, samt Kresten Osgood og digter Peter Laugesen - deres seneste album Hymnotic/Salmodisk udkom for ti år siden (2015) sideløbende med Jakob Bros internationale gennembrud, og i sommers var bandet i studiet for at indspille et nyt album, som forventes at udkomme i februar 2025.

Derfor har Jakob Bro samlet storbandet til en turné i januar-februar, som udover den velkendte kerne byder på fire internationale gæster i form af den fremadstormende Blue Note-saxofonist Melissa Aldana, barytonsaxofonisten Hanne de Backer, kontrabassist Yannick Peeters og den spanske trommeslager Jorge Rossy (f. 1964), der har spillet med legender som Wayne Shorter, Charlie Haden, Carla Bley og var mangeårigt medlem af Brad Mehldau Trio.

"Jeg lærte tidligt af Paul Motian, hvor afgørende det var at afprøve kompositioner i forskellige line-ups. Paul gjorde det hele tiden, og sangene fik nyt liv. De blev ikke ligegyldige eller overspillede, men blomstrede op og gik i andre retninger. Der er så meget åbenhed i musikken, at sangen kan fortolkes på et hav af måder afhængig af orkestrering, line-up, situation og rummet. Jeg glæder mig helt vildt til, at vi skal kaste os ud på dybt vand foran et publikum med nye stemmer og finde frem til nogle helt nye steder sammen," understreger Jakob Bro.

Entré: 250 kr

Køb/bestil billet