Galleri Krebsen

Studiestræde 17A, København K

Fredag den 21. marts til lørdag den 12. april 2025, tirsdag-fredag kl. 12-18, lørdag kl. 11-15.



Billedkunst

Kunstnersammenslutningen CIRKLEN

Maleri, grafik, akvarel, billedtæpper, skulpturer af Maria Bloch - Grete Siegler - Birgitta Hallberg - Bertine Knudsen - Susanne Helweg - Bodil Rosenberg - Karen Bjerresgaard og Per Frederiksen.

"Cirklen" viser værker med stor spredning i medier og tematikker. Fra bl.a. maleri, grafik, akvarel, billedtæpper og skulpturer, til Artists Books - en blandingsgenre mellem forskellige kunstneriske udtryk. Der er ingen tematisk ramme, som kunsten skal indordnes efter.

Værkerne på udstillingen er udvalgt til lejligheden af hver enkelt kunstner og afspejler derfor kunstnerens arbejder netop nu.

Lørdagene den 29/3, 5/4 og 12/4 kl.13.00 vil de deltagende kunstnere holde Artist Talks i mindre grupper.

Kunstnersammenslutningen CIRKLEN blev stiftet i 2003 af en gruppe kunstnere fra KUNSTNERFORENINGEN AF 18. NOVEMBER, som har til huse i Københavns indre by.

MARIA BLOCH
Maria Bloch er født i 1963 i Paraguay og opvokset i Buenos Aires i Argentina med italiensk mor og dansk far. Da Bloch var 8 år, flyttede familien til Danmark. Bloch har en stor interesse inden for den sydamerikanske kultur, som er præsent i hendes malerier. Det er især den intense farvepalet og den temperamentsfulde penselføring, der lægger sig i direkte forlængelse af den abstrakte ekspressionisme, som synes at afdække en anden farvemæssig sensibilitet end den skandinaviske. Dette eksotiske træk sammen med den farvemættede fantasifremkaldende fremstilling er noget af det, der gør Blochs billeder så attraktive.

BERTINE KNUDSEN

"Udtrykket i mine værker opbygger jeg som et sammenfald mellem Tilfældets Skønhed og transparens i farven kombineret med geometriske figurer, fortolkninger af Helleristninger, ornamenter fra Al Hambra og fra San Miniato al Monte i Firenze. Jeg udtrykker mig i akvarel, oliemaleri, tegning, collage og ler".

BODIL ROSENBERG
Som udgangspunkt er det abstraktionen der optager Bodil Rosenberg, farven, fladerne og strukturen. De genkendelige elementer, der sniger sig ind undervejs, er tilfældigheder der kun har overlevet, fordi de har betydning som bærer af en farve.

SUSANNE HELWEG

Susanne Helwegs kunstneriske praksis omfatter både maleri, grafik, videokunst, keramik, bronzestøbning, installation og Artists Books.
Værkerne er ekspressive, fortællende med en underfundig og humoristisk indfaldsvinkel.

GRETE SIEGLER

Grete Sieglers kunstneriske praksis indeholder maleri, litografi, skulptur, tekstil, video, ja alle materialer kan tages i brug.
Moderskabets blødhed, eftertænksomhed, hengivelse og stolthed, tillige med det skræmmende, præger nogle af værkerne.
Andre værker indeholder scener fra Goethes Eventyr Den grønne Slange og den skønne Lilje, som inspirationskilde.

BIRGITTA HALLBERG

"På min sorte kæde væver jeg mine billeder, mine fortællinger og min historie med impulser fra tradition og gammel teknik. Mine billeder vokser frem på en kæde med mange farver, i forskellige natur-materialer med ro-sengangs-teknik, som giver effekt til form og farve. Mine små tæpper væves oftest direkte efter skitse-blokken, skitser som bliver til ved skrivebordet eller på min daglige cykeltur eller rejser til nær og fjern".

KAREN BJERRESGAARD

"Jeg arbejder med knogle tryk på papir og stof og er fascineret af naturens former, både dem der er usynlige, og dem vi kan se med det blotte øje. Tematikken foregår i et surreelt mikro/makro
landskab, der kan minde om bakterier, vira, svampe, planter, dyr eller universets uendelige vidder med galakser og planeter. Mange af formerne kommunikerer med hinanden enten gennem kamp eller kærlighed, og den farvede bearbejdede baggrund og knogleformerne udforsker skalaen i billedet."

PER FREDERIKSEN

"Jeg bliver inspireret af naturens rigdom af forskellighed.
Det frodige virvar - med alle mulige gevækster og skævheder og et utal af små og store variationer og gentagelser.
Jeg går langs stranden eller i skoven, og jeg får altid noget med hjem i lommen. Jeg glæder mig over de forunderlige og sirlige mønstre i et stykke strandings-gods, en tørret frøstand eller et fuglekranie. Jeg noterer - og tegner og tumler med mange forskellige grafiske teknikker.".

Fri entré

Læs mere på hjemmesiden