Kulturhuset Nødebo Kro

Nødebovej 26, Fredensborg

Søndag den 2. marts 2025, kl. 16.

Arrangør: Foreningen Forsamlingshusets Venner



Klassisk

Trio Vitruvi

Den prisvindende Trio Vitruvi er kendt for deres særlige "vitruvianske" evne til med lethed at skifte stemning og lege med musikkens kontraster uden at miste deres musikalske enhed. Det gør deres koncerter til en unik oplevelse for publikum.

Trio Vitruvi har sit navn efter den romerske arkitekt og ingeniør, Marcus Vitruvius Pollio, hvis idéer om arkitektur og natur ledte frem til hans syn på menneskekroppen som den perfekte bygning. Hans navn er mest kendt fra Leonardo da Vincis tegning "Den vitruvianske mand". Trioen består af Niklas Valentin på violin, Jakob la Cour på cello og Alexander McKenzie på klaver.

De tre musikere fandt sammen i 2010, hvor de fik undervisning af professor Tim Frederiksen, Nikolaj Znaïder og Tokyo String Quartet. De blev overbevisende vindere af P2 Kammermusikkonkurrencen i april 2014, hvor dommerne karakteriserede dem som "et helt ekstravagant ensemble, der er sammensat af tre individuelle solister og tilfører det kammermusikalske samspil en varme, energi og et overskud, som sjældent ses og høres - det er essensen af kammermusik". Kort tid efter konkurrerede Trio Vitruvi sig til 1. prisen i den internationale konkurrence i Jurmala i Letland.

Trio Vitruvi optrådte i Nødebo første gang i 2016. Niklas Walentin og Alexander McKenzie kom tilbage året efter som duo, men siden da de har haft travlt og er nået et niveau, hvor det ikke har været muligt, at få dem til Nødebo. Nu er det lykkedes, fordi koncerten bliver støttet af William Demant Fonden og Aage og Johanne Louis-Hansens Fond.

Niklas Walentin har spillet violin, siden han var 6. Han var en overbevisende og sikker solist med Fredericia Byorkester allerede i 2010. Niklas Walentin opnåede 2. prisen ved Carl Nielsen Violin konkurrence 2012.
Han har modtaget P2 talentpris. I sommeren 2015 spillede han i Carnegie Hall i New York i forbindelse med udgivelsen af en cd med Carl Nielsens violinværker, og siden har han rejst over hele verden som solist og som kammermusiker.

Alexander McKenzie er vokset op i Australien. I 2007 flyttede han til Danmark og studerede hos Amalie Malling. Han spillede allerede koncerter i Sydney fra en alder af ti år. Han er kunstnerisk leder af Kammerballetten, der er et dansekompagni med base i København, som skaber og præsenterer nye balletter af nutidens koreografer. Værkerne opføres altid til levende musik spillet af musikerne i det prisbelønnede ensemble Trio Vitruvi, som grundlagde kompagniet i 2018.

Jacob la Cour har studeret hos Henrik Brendstrup på Det Jyske Musikkonservatorium og i Berlin og Hannover. Han debuterede i 2014. Som seksårig kom Jacob meget henført hjem fra skole. Han var fornøjet over alle de dybe toner, man kunne frembringe på den kontrabas, han lige havde prøvet at spille på. Han fortalte sine forældre, at han ville spille cello. Som han selv fortalte, da hen fik Sonnings talentpris i 2016: "Jeg kunne ikke huske, hvad instrumentet hed og kom til at sige cello. Det var en happy mistake, for ellers havde jeg ikke siddet her i dag med mine fantastiske kolleger i Trio Vitruvi".

Entré: Standard 200 kr, Medlem 160 kr

Køb/bestil billet