Cirkusmuseet i Rold

Østerled 1, Rold, Arden

Torsdag den 21. november 2024, kl. 19-20.



Foredrag

Foredrag med Lykke Olsen: Historier fra dansk cirkus

Museumsinspektør ved Nordjyske Museer, Lykke Olsen, har gennem 2024 interviewet en række nuværende og tidligere cirkusdirektører og artister om deres liv i cirkus og om branchen i al almindelighed.

Det er der kommet en række spændende historier ud af, og torsdag 21. november kan du få nogle af dem på Cirkusmuseet i Rold. Her fortæller Lykke Olsen mere om sit arbejde med indsamlingen af dansk cirkushistorie, og hun præsenterer ved samme lejlighed en lille ny fotoudstilling på museet.

Arbejdet med at indsamle beretninger fra danske cirkus har givet indsigt i mange spændende livshistorier fra en usædvanlig branche, der går flere hundreder af år tilbage. Historierne rummer alt fra dyb familieloyalitet, disciplin, kriser, vilde dyr i cirkus, heste i verdensklasse til overvejelser om levevilkårene for cirkus i dag og i fremtiden. Museet har interviewet velkendte navne som Benneweis, Schumann og Berdino, men også mindre kendte men lige så vigtige aktører som Arli og Thierry.

Lykke Olsen fortæller f.eks. om Benny Schumann, der voksede op i det anerkendte Cirkus Schumann og var med til at træne og optræde med 70 heste i Cirkusbygningen, men alligevel valgte at blive klovn som sin morfar Charles Rival. Hun dykker også ned i Kim Benneweis, der var elefantdomptør i Cirkus Benneweis og hans tanker om elefanternes forsvinden fra cirkus

Publikum får også lejlighed til at se forskellige cirkuseffekter blandt andet Irene Thierrys balletsko og et af Benny Schumanns kostumer, som han selv har båret i Cirkus Schumann i 1960erne, og som han i forbindelse med Lykke Olsens arbejde med at indsamle cirkushistorie har doneret til museet.

70 kr. inklusiv 10 kr. i administrationsgebyr

Foto(s):
Nordjyske Museer.