Hans far drømte om at gå på filmskole, og nu udlever Yaser sin fars drøm. Der er på alle måder langt fra Syrien til Sverige, men faderen er nærværende som en stemme over telefonen, hvor hans arabiske ord klinger som kontrast til billedsiden, der flyder over med regnvåde billeder af nordisk natur. Der er både morsomme øjeblikke (som når faderen formaner Yaser til at lave en bedre, mindre personlig film end hans to foregående) og rørende scener, hvor kløften mellem Yasers ophav og hans nye tilværelse føles uoverstigelig.
