Arkiv: Overstået event
Kulturium Musikteater

Ishøj Østergade 28, Ishøj

Lørdag den 26. oktober 2024, kl. 20.



Funk/Blues/R&B

Sahra da Silva

Københavnske Sahra da Silva, har i mere end et årti været en etableret del af den danske bluesscene.

Hun har optrådt med et utal af danske soul- og blues artister, her i blandt Mike Andersen og Thorbjørn Risager, opvarmet for den engelske soulsangerinde Joss Stone m.fl. Sahra Da Silva synger med en overbevisende autoritet og mestrer det følsomme nærvær og de helt store, soulfulde udladninger.

Sahra da Silva kan med rette betegnes som en af Danmarks helt store soulsangerinder. Med hendes gennemmusikalske band i ryggen, og et samlet udtryk, der bedst betegnes "retro soul", er det lyden fra et ægte hammond-orgel, formidabelt guitarspil med rå, beskidt og energisk 50'er sound - og groovy, tight og medrivende trommer og bas.

Sahra har i den grad fået skabt sig et navn og står i dag stærkt som soloartist med sit eget band. Debutalbummet #blueswoman udkom i 2020, og rummer en blanding af Sahra's egne sange samt et par fortolkninger af gamle klassikere. I april 2023 udkom EP'en "Swept Off My Stillettos" på 10" vinyl. Der arbejdes på nyt album, der udkommer i november 2023.

Sahra Da Silva synger, så ingen er i tvivl om, at sangen er vigtigere end sangerinden. En af hendes helt store forcer er, at hun let og ubesværet balancerer i krydsfeltet mellem soul, jazz, blues og americana, og hun er af musikanmeldere med rette blevet beskrevet som et rent "powerhouse", grundet den kraftfulde stemme og hendes engagerede sceneoptræden.

Selvom hun befinder sig i et musikalsk område, der er kendt for at udklække divaer, vil den betegnelse næppe nogensinde passe hende. Dertil er hendes musikalske ydmyghed og indlevelse ganske enkelt for stor. Hun indtager scenen med både humor og indtagende outfits, men hun overtager den aldrig.

Sahra Da Silva er vokset op i Birkerød som datter af en dansk mor og en portugisisk far. Musikken kom tidligt ind i hendes liv, da hun som barn dansede og sang med sin mor. Allerede inden skoletiden gik Sahra til musik og leg. I 2. klasse startede hun til kor og i 4. klasse spillede hun i band! Hun har medvirket i flere talentprogrammer, hvoraf et af dem var på DR1 TV ("Danmark har talent") og hun har vundet flere talentkonkurrencer gennem tiden. I 2014 dimitterede hun med en bachelor fra Rytmisk Musikkonservatorium.

Entré: 100-195 kr

Læs mere på hjemmesiden