Lørdag den 22. marts 2025, kl. 09.30-13.

Arrangør: Museum Sønderjylland



Foredrag

Foredrag: Nationernes forår 1848

Kom med til en foredragsdag i revolutionens tegn, når vi sætter fokus på år 1848 og Europas historie.

TEMADAG om det skelsættende år 1848 Foredragsforløb ved lektor Jørn Buch, Haderslev. 1848 oplevede de mest udbredte revolutioner nogensinde i Europas historie - over 50 lande var berørt. Efter den franske revolution i 1789, som blev efterfulgt af de mange Napoleonskrige, fulgte med Wienerkongressen i 1815 en meget konservativ periode i Europa, kaldet Restaurationsperioden. Den varede indtil 1.Verdenskrig i 1914 - med revolutionerne i 1848 som en kort parentes. De mange revolutioner i 1848 skabte en slags Folkenes Forår med håb om frihed og folkestyre, enten national samling f.eks. af de tyske lande eller demokratiske reformer med ytringsfrihed og frihed for censur, som f.eks. i Danmark, eller bedre sociale vilkår for den store del af befolkningerne i f.eks. Østrig og Frankrig. Foredraget vil gøre rede for de mange forskellige typer af revolutioner i Europa, som de fleste steder blev slået kraftigt ned undtagen i Danmark, Nederlandene og Schweiz. Det var liberalismen og nationalismen som sejrede, men som også tørnede sammen. Til sidst vil der specielt blive gjort rede for den demokratiske udvikling i Danmark i 1848, som adskilte sig ved at have en meget bredere social basis med inddragelse af den danske bondestand, som hang sammen med kampen om Sønderjylland - og endte med Junigrundloven i 1849." Pris for deltagelse i temadagen: Medlemmer af Haderslev Arkiv- og Museumsforening: 125 kr. Ikke-medlemmer 175,00 kr. Prisen indbefatter både kaffe og rundstykke i den første pause og en sandwich med øl/vand i den næste. Beløbet bedes indbetalt på konto 1551-5012511 eller på mobilepay 35911 (modtager er HAMF) senest 14. marts. Mærk venligst "1848". Desuden skal man tilmelde sig på hamfpost@gmail.com eller telefonisk på 2396 9153 inden den 14. marts. Temadagen er arrangeret af Haderslev Arkiv- og Museumsforening i samarbejde med Historie Haderslev, Museum Sønderjylland og Folkeuniversitetet Arkæologi Haderslev Dalgade 7, 6100 Haderslev.

Køb/bestil billet