Arkiv: Overstået event
CLAY Keramikmuseum Danmark

Kongebrovej 42, Middelfart

Torsdag den 24. oktober 2024, 15:00-18:00.



Udstilling

Åbent hus på CLAY - museum fylder 30 år

Torsdag d. 24. okt. inviterer CLAY alle til at komme forbi mellem kl. 15 og 18 til et glas bobler og en hyggelig eftermiddag på museet i selskab med både ansatte, frivillige og repræsentanter for CLAY Venner.

Der bliver mulighed for både en personlig snak, en introduktion til de aktuelle udstillinger og en workshop for både voksne og børn.

Anledningen er, at det i disse dage er 30 år siden, man i Middelfart kunne slå dørene op til Keramikmuseet Grimmerhus - Center for International Studiokeramik i den gamle herskabsvilla, hvor familien Jørgensen i næsten 70 år havde drevet pensionat. At det blev omdannet til et keramikmuseum skyldes fem ildsjæle i kunstnersammenslutningen Clay Today. Gruppens visionære medlemmer havde fra starten et internationalt udsyn, og selv om meget andet har forandret sig, så er det stadig en vision, der præger museet.

I løbet af de 30 år er både samling, udstillingsareal og besøgstal vokset betragteligt. Den seneste udvidelse blev indviet for et år siden under overværelse af Dronning Margrethe og består bl.a. af en topsikret sal, hvor man kan vise keramik fra allerøverste hylde - hvilket den aktuelle udstilling Lucie Rie: The Adventure og Pottery er et klart eksempel på.

Vil man være med til at fejre dagen, må man meget gerne melde sig til via hjemmesiden claymuseum.dk.

Fri entré