Folkestedet

Carl Blochs Gade 28, Aarhus C

Tirsdag den 28. januar 2025, 13:00-14.30.



Lyrik/oplæsning

Fælles om litteratur

Læsefællesskab for alle, der har lyst til at mødes med andre om skønlitteratur fra hele verden og ikke mindst gennem historien. Mødes om de samtaler, tanker og følelser, som den vækker. Du kommer, som du er og deltager, som du kan og har lyst.

Der læses højt af medbragt og udleveret tekst. Herved skabes mulighed for, at deltagere kan nærlæse teksten og opfatte ting, som man måske ellers ikke vil lægge mærke til. Højtlæsningen skaber en følelse af fællesskab, fordi man sidder sammen og lytter til hinandens stemmer. Det er som udgangspunkt læseguiden der læser højt, men nogle gange inviteres deltagere til at læse. De, der ikke selv har lyst til at læse højt, kan altid bare læne sig tilbage og lytte.

Teksten er kapitler fra en bog eller en novelle. Den udleverede tekst må man selvfølgelig tage med hjem.

Undervejs i læsningen bliver der holdt pauser. I pauserne taler vi sammen om hvad der er blevet læst og hvilke ting det har vækket hos den enkelte. Måske er det en undren, der afføder et spørgsmål, mens en anden deltager er blevet mindet om noget bestemt fra sit eget liv, mens der blev læst. Ofte bliver både handling og de fiktive karakterer i litteraturen diskuteret, og vi taler om, hvad der videre sker i historien. Andre gange taler vi om sproget, beskrivelser af steder og hvad vi ser for os samt stemninger, følelser og associationer. Når vi taler om litteraturen i vores læsefællesskaber, er der ikke noget "rigtigt svar". Alt, hvad teksten får os til at tænke på eller føle, er velkomment. Efter en pause genoptages læsningen, og på den måde veksles der mellem højtlæsning og refleksion.

Alt er frivilligt, ingen tilmelding, man kommer bare.

Fri entré

Læs mere på hjemmesiden