Erlings Jazz- & Ølbar

Nørreport 8, Aarhus C

Tirsdag den 16. juli 2024, kl. 20-22.

Arrangør: Aarhus International Jazz Festival



Jazz

Jacob Anderskov's Emerald

Koncert med Jacob Anderskov - kontraster, lys og mørke. Lys, skygge og dyb-mørke farvekombinationer veksler ubesværet i lydbilledet på denne nye studieplade fra Jacob Anderskovs hånd.

Ikke siden de internationalt toneangivende albums med Agnostic Revelations-kvartetten har vi hørt bandlederen og komponisten Anderskov i så fri dressur i den størrelse af mellemstort ensemble, som har stået centralt i hans virke siden karrierens start. Kompositioner og improvisationer oscillerer mellem det spektrale (her i betydningen: det overtone-orienterede, posthumane), og det ekspressive (her: et kropsliggjort, sjæleligt udtryk med baggrund i menneskelige oplevelser).

Med afsæt i indspilninger fra det efterhånden legendariske The Village Studio, er det lykkedes at skabe et varmt, mangedimensionelt lydbillede; mættet og dog transparent. Titelmæssigt benævner "Emerald" både en farve og en ædelsten. Kompositionerne er inspireret af symmetriske organisationsstrukturer fra naturen, som vi blandt andet finder dem i søstjerner, koraller og ædelsten. Selv om den indre symmetri i musikken ikke er umiddelbart hørbar, resulterer den i en gådefuld afdæmpethed, ikke ulig vores associationer med de søstjerner og koralrev, som menneskeheden er så utroligt dårlige til at passe på.

Efter at have spillet sammen på kryds og tværs i flere årtier, har de 6 musikere for første gang indspillet sammen i denne kombination. Samtidigt med at det er debutpladen for ensemblet Emerald, er det Anderskovs pladeudgivelse nummer 30+. Musikken på albummet udkommer også i form af en nodebog, "The Gemstone Series - 20 Sonic Complexion Miniatures" (ILK Publishing).

Læs mere på hjemmesiden