Kulturhuset Rejsestalden

Hovedgaden 29A, Jægerspris

Mandag den 2. september til søndag den 15. december 2024, Tir, tor, fre: 10:00-15:00. Ons 12:00-18:00, Søn 11:00-16:00 .



Billedkunst

Klimatryk

Udstillingen Klimatryk har trykket som udtryksform. Temaet for udstillingen er den grønne omstilling, både forstået som praktiske tiltag og de forandringer der skal til for at leve i sameksistens med naturgrundlaget.

De seks deltagende kunstnere på udstillingen samles således om miljø- og naturtemaer og problematikker i relation til kunsttrykket som genre.

Klimatryk arbejder med sproget - manifestet - det enkle budskab sammen med stærke billedkunstneriske virkemidler. Udstillingen præsenterer overvejende grafiske værker, som læner sig op ad historiske manifesttraditioner indenfor billedkunsten, som dyrket bl.a. af de tyske ekspressionister, Die Bruecke og danske Dea Trier Mørk og Røde Mor.

Klimatryk er et udstillingskoncept med debut i foråret 2023. Gruppen udspringer af fællesskabet Grøn Propaganda Kunst, som er et åbent fællesskab for kunstnere og kunstaktivister, der arbejder for den grønne omstilling med kunsten som redskab. Grøn propaganda kunst, der pt. har ca. 50 medlemmer, blev stiftet af Ole Lorin Rasmussen i efteråret 2022, som en udløber af Grønne Nabofællesskaber Frederikssund.

De udstillende kunstnere er: Anna F. Beck, Ole Lorin Rasmussen, Dina Rawat, Espen Brandt-Møller, Mille Søndergaard.

De udstillede værker er til salg, og en del af overskuddet går til PlanBi.".

Fri entré

Læs mere på hjemmesiden