Brønderslev Bibliotek

P. N. Jensens Plads 5, Brønderslev

Lørdag den 23. november 2024, kl. 13.45-15.



Foredrag

Historiefestival: Livestream - Kulturmøder på godt og ondt

Hvad sker der, når kulturer støder sammen? Bo Lidegaard og Isam B kaster i denne livestreamede samtale et nutidigt og både fagligt og personligt blik på kulturmødets ups and downs.

Historiker og tidligere chefredaktør på Politiken, Bo Lidegaard og musiker og debattør Isam B er ikke enige om alt, men deler passionen og glæden ved både historie og kultur. I denne samtale, der er en del af Bibliotekernes Festival for Histories finaledag, byder de ind med faglige og personlige vinkler.

Inden jobbet som redaktør på Politiken, arbejdede Bo Lidegaard først 21 år i Udenrigsministeriet; blandt andet som kontorchef for Mellemøsten, Nordafrika og Latinamerika, hvor han fik indgående kendskab til Danmarks engagementer i ikke mindst Afghanistan og Irak. Han var herefter seks år i Statsministeriet, som chef for det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område.

Han er forfatter til en række bøger om Danmarks nyere historie; fra den store tobinds-biografi om statsminister Jens Otto Krag (2001-2002) til "Danmark i krig" (2018) og biografien, "Uden mandat" (2020), om "vor mand i Amerika", ambassadøren Henrik Kaufmann.

Musikeren Isam B blev kendt som sanger i Outlandish, og har siden bandets opløsning i 2017 haft en solokarriere, der blandt andet har budt på nyfortolkning af H.C. Andersens "I Danmark er jeg født" og hans egen "Ramadan i København", der er optaget i 19. udgave af Højskolesangbogen.

Isam B er desuden studievært på Radio4 og blander sig ivrigt i samfundsdebatten. Med sig har han sin guitar, og har lovet at varme op til dagens samtale med en sang.

Samtalen, der streames direkte fra Gentofte Bibliotek, modereres af historiker og kulturformidler Morten Krøier Grützmeier, og kan kun opleves på Brønderslev Bibliotek.

Gratis billetter

Køb/bestil billet Læs mere på hjemmesiden