Arkiv: Overstået event
Husmandsstedet Fredensdal

Vestermarksvej 20, Vesterløkken, Samsø

Fredag den 18. oktober 2024, 09:00 - 14:00.



For børn

Kartoffelferie på Fredensdal

I efterårsferien kan I komme med tilbage i tiden, til da ferien var beregnet til at arbejde i marken og på gården.

I de gode gamle dage var børnene en vigtig arbejdskraft i familien, og derfor var det ganske besværligt for folk på landet, da undervisningspligten blev indført i 1814. For forældrene kunne dårligt klare kartoffelhøsten alene, og mange børn gik glip af skoleundervisning i store dele af høstperioden.

I 1899 opfandt man derfor efterårsferien, eller kartoffelferien, som den oprindeligt blev kaldt. Her skulle man ikke hygge sig og drikke varm kakao - men derimod give børnene tid til at høste kartofler i marken. Det er der nok ikke mange danske børn, der kan forestille sig i dag, men på Fredensdal kan vi hjælpe jer lidt på vej.

Fredag I uge 42 skal vi nemlig have gravet kartofler op, og vi har brug for jeres (børns) hjælp.

Tag en spand med ud i marken, og så skal der ellers graves. De mindste børn kan få lidt hjælp af forældrene. Efterfølgende skal kartoflerne sorteres og pakkes i poser. Vi skal også have taget roer ind til vinteren, som dyrene skal spise. Toppene skal snittes af og dernæst er I er velkomne til at lave en fin roelygte, som kan tages med hjem.

Det bliver muligt at smage en dejlig kartoffelsuppe samt købe kaffe og kage.

Vi anbefaler, at børnene møder op i arbejdstøj, da både mark- og snittearbejdet kan sætte spor på tøjet.

Derudover koster det 25 kroner per barn over 2 år at deltage i kartoffelferie aktiviteterne.

Vi har udover de nævnte dage åbent alle tirsdage og lørdage fra kl. 9-12 i hele oktober samt onsdag og torsdag i uge 42 - dog uden kartoffelaktiviteter.

Entré: Voksne: 50 kr/ Børn: 20 kr