Ringe Bibliotek

Algade 40, Ringe

Onsdag den 4. september 2024, kl. 18.30.

Arrangør: Faaborg Bibliotek



Andet

Månedens Sang med forfatter, illustrator og musikpædagog Pernille Nederland

Kom og syng med, når forfatter, illustrator og musikpædagog Pernille Nederland fortæller om sit liv krydret med sange fra Højskolesangbogen.

Månedens Sang er et samarbejde mellem Faaborg-Midtfyn Bibliotekerne og Den fynske Sangskoles Sangfællesskaber, hvor vi inviterer lokale kulturpersonligheder til at synge sammen med os.

Månedens Sangvælger er et menneske der boltrer sig ubesværet i et evigt foranderligt hav af ord, musik og kunst. Pernille er forfatter, illustrator og musikpædagog med en særlig interesse for musikkens betydning for vores indlæring og evne til at være sociale, kommunikative væsner. Pernille skriver selv tekst og musik og har skrevet tekster til flere komponister ligesom hun har flere sange med i antologier. Hun står desuden for bibliotekets forfatterskole for unge og voksne, samt det musikpædagogiske tilbud babymusik. Denne aften vil Pernille dele en række sange, der betyder noget særligt for hende.

Efter Månedens Sang er der en kort kaffepause, hvorefter Sangfællesskabet overtager dirigentrollen. Sangaftenen er for alle, der holder af at synge. Vi synger sammen, fordi det skaber glæde og fællesskab. Et sangfællesskab er noget andet end et kor. Det ledes af frivillige ledere, og i et sangfællesskab er det fællesskabet, der opstår gennem sang, der er det vigtigste. Det er et forum, hvor folk kommer for at synge fællessang uanset alder, etnicitet mm. - der er plads til alle.

Vi glæder os til at synge sammen med dig!