Arkiv: Overstået event
Basement Bar

Enghavevej 42, København V

Torsdag den 5. september 2024, kl. 20:00.



Elektronisk

Banga Spirits (tn/dk) + Anders Vestergaard (dk) + LennyKalimba (dk)

Glæd dig til en aften med hypnotiske trommeforløb når tunesiske Banga Spirits indtager Basement sammen med Anders Vestergaard og LennyKalimba, og sender dig ud i rytmikkens fjerneste hjørner.

Nuri har desværre måttet aflyse sin koncert hos os den 5. september på Basement. Vi arbejder på at finde en ny dato sammen i fremtiden.

I mellemtiden er vi glade for at kunne præsentere to erstatningsacts, som sammen med Banga Spirits sikrer, at vi fortsat kan garantere en transcenderende aften med hypnotiske rejser ud i rytmikkens fjerneste hjørner.

******

Banga Spirits (tn/dk)

I generationer har Bangaen blomstret i det sydlige Tunesien, omgivet af Sahara og udtørrede saltsøer, blandt efterkommere af slaver og samfundets mest marginaliserede grupper. Banga Spirits repræsenterer en af Banga-familiens sønner: Yahya Chouchens fortolkning af den traditionelle Banga. Han stammer fra den familie, der stadig praktiserer Bangaen i dag og giver det danske publikum et enestående indblik i det samfund, der dyrker ritualer med dans, musik, sang og trance, som virker rensende og beroligende på de tilstedeværende.

Bangaen og fællesskabet omkring musikken fungerer som et skjold mod de oplevelser af racisme, latterliggørelse og ydmygelse, de møder i det tunesiske samfund. Bangaen er frihed fra undertrykkelse, et sted hvor man finder styrke og hvor der er plads til at være sig selv. Her bliver man ikke set ned på eller ekskluderet. Bangaen er et sted, hvor man genfinder magten for en stund, da ritualerne både vækker fascination og frygt hos dem, der står uden for Banga-fællesskabet.

Bangaen er det sted, hvor ånderne midlertidigt tager bolig i et menneske og overtager styringen i den vilde dans og trance, der udløses af den insisterende musik. Mange unge tiltrækkes af muligheden for at opleve den styrke, som Bangaen giver, og muligheden for at slippe kontrollen og give sig hen til ekstase. Men det er ikke kun de unge, der lader sig rive med. Under ritualerne bliver både ældre kvinder og mænd grebet af trancerne, der får deres kroppe til at vride sig i hurtige, bratte bevægelser i takt med musikken.

Når Banga Spirits indtager rummet, vil du mærke trommen og høre og fornemme de mange stemmer fra Banga-familien, der løfter dig ind i deres verden for en stund. Kom og lad dig føre med på denne rejse.

Anders Vestergaard (dk)

Trommeslager og komponist ANDERS VESTERGAARD (Yes Deer, Girls in Airports, Laser Nun m.fl.) er en af de mest markante skikkelser på den danske undergrundsscene. Han er aktiv i et utal af sammenhænge og har udgivet tre soloalbums med ceremoniel og kropsligt insisterende trommemusik: eel fra 2016, Prime Float // Unitary Perfect fra 2019, og det seneste, Propeller, som blev udgivet i år på italienske Superpang. Hans liveoptrædener er kendetegnet ved et intenst fysisk nærvær og en stædig bevægelse mod at transcendere rum og krop.

Lennykalimba (dk)

LENNY KALIMBA er en maskeklædt instrumentbygger fra Aarhus, som med afsæt i balinesisk gamelan og marokkansk gnawa skaber repetitive, hypnotiske lydtrips med sin instrumentpark af hjemmelavede kalimbaer, bambusfløjter, keyboards og samples fra hele verden. Resultatet er sært, skævt, pulserende og medrivende på sin helt egen facon; en blanding af akustisk og elektronisk musik, der klinger som en sammensmeltning af traditionelle musikstilarter fra hele verden.

"Jamen, jeg vil bare gerne have min billet refunderet?"
Vi forstår godt, hvis du har købt billet for at se Nuri og nu hellere vil have din(e) billet(ter) refunderet. Vores billetudbyder tilbyder ikke kontante refunderinger, kun tilgodebeviser til vores andre koncerter. Ønsker du i stedet at få dine penge retur, så finder vi selvfølgelig ud af det - skriv i så fald til martin@finaldescent.org og aftal nærmere.

Entré: 130 kr

Læs mere på hjemmesiden