Sorø Kunstmuseum

Storgade 9, Sorø

Torsdag den 13. marts 2025, kl. 17-18.30.



Fernisering

Fernisering: Nål og Tråd - Håndarbejde i kunsten

I anledning af museets nye særudstilling 'Nål & Tråd - Håndarbejde i kunsten' inviterer vi til fernisering torsdag den 13. marts kl. 17 på Sorø Kunstmuseum!

Program

17:00
Fernisering i caféen med
velkomst ved museets direktør
Marie Louise Helveg Bøgh

17:15
Åbningstale ved Mette Wendelboe Okkels
fra PetiteKnit

17:30
Introduktion til udstillingen ved
Vanja Falk, kurator og museumsinspektør

Udstillingen er åben indtil kl. 18:30.

Der er ingen tilmelding til ferniseringen.
Alle er meget velkomne!

Om udstillingen

Forårets store særudstilling 'Nål og Tråd - Håndarbejde i kunsten' sætter fokus på de arbejdende hænder i nogle af de bedste værker i dansk kunst fra 1700-tallet og frem til i dag.

I en tid, hvor mange søger mod håndarbejdet i form af strik, hækling og broderi, er det relevant at dykke ned i disse værker, der på tværs af tid, sted og materialer arbejder i krydsfeltet mellem kunst, håndarbejde og kunsthåndværk. Udstillingen byder blandt andet på ældre malerier af C. W. Eckersberg, Michael og Anna Ancher, der skildrer håndarbejdende mænd og kvinder fra forskellige lag af samfundet. De vises side om side med værker af nogle af landets fremmeste billedvævere, heriblandt kunstnere som Ragna Braase, Anna Thommesen og Inge Bjørn.

I den sammenhæng er det værd at bemærke, at netop vævede værker historisk set ikke har haft samme adgang til kunstmuseumsvæggene, som andre kunstværker. De har været betragtet som håndarbejde, og således ikke været fine nok til at indgå i museumssamlingerne. Men det er i høj grad ved at ændre sig, og vi ser i dag et voksende antal samtidskunstnere arbejde med nål og tråd, garn og væv på en række forskellige måder. På udstillingen ses det bl.a. i Adam Christensens transparentepatchwork-tæppe (2021), Gudrun Hasles feministiske broderier (2022) og den vævede gobelin af Olivia Rode Hvass, som museet erhvervede i 2024.

Et af de mere prominente værker på udstillingen er det helt nye portræt af H.M. Dronning Margrethe II i færd med at brodere (2023-24), malet af Allan Otte. Værket er det første portræt af Dronningen, efter hun abdicerede og er i Dronningens private eje. Værket kan ses på Sorø Kunstmuseum fra udstillingen åbner og indtil den 15. juni 2025.

De udstillende kunstnere er bl.a.: C.W. Eckersberg (1783-1873), Anna Ancher (1859-1935), Michael Ancher (1849-1927), Harald Giersing (1881-1927), Karoline Ebbesen (1852-1936), Franka Rasmussen (1907-1994), Anna Thommesen (1908-2004), Ragna Braase (1929-2013), Inge Bjørn (f. 1925), Annette Holdensen (f. 1934-2023), Trine Søndergaard (f. 1972), Allan Otte (f. 1978), Gudrun Hasle (f. 1979), Adam Christensen (f. 1979), Hannah Toticki (f. 1984), Olivia Rode Hvass (f. 1995) og mange flere.

'Nål og tråd' er produceret af Kunstmuseum Brandts i Odense. Sorø Kunstmuseum har tilpasset udstillingen til sine rammer og tilføjet enkelte nye værker. Udstillingen slutter sin rejser rundt i landet på Vendsyssel Kunstmuseum i efteråret.

NÅL & TRÅD - HÅNDARBEJDE I KUNSTEN
Sorø Kunstmuseum: 14. marts - 27. juli 2025
Vendsyssel Kunstmuseum: 10. oktober 2025 - 11. januar 2026.

Køb/bestil billet