Museum Sønderjylland

Aastrupvej 48 A, Haderslev

Torsdag den 27. februar 2025, kl. 15.30-16.30.



Omvisning

Tag med på omvisning i Digegrevens Hus i Tønder

Træd ind 1700-tallets Tønder, når vi besøger Digegrevens Hus fra 1777. Få et sjældent indblik i et enestående eksempel på dansk senbarok, særlige for tiden og egnen.

På rundvisningen oplever du huset fra kælder til kvist og hører om både husets historie og den omfattende restaurering, der indebar både sikring af husets mange unikke detaljer og transformation af det markante bindingsværkshus i baghaven, som sikrede en moderne anvendelse af det historiske hus. Digegrevens Hus på hovedgaden i Tønder er opført i 1777, og to år senere blev det bagvedliggende pakhus opført i bindingsværk. De to bygninger forbindes af et haveanlæg. Navnet 'Digegrevens Hus' fik ejendommen i slutningen af 1800-tallet efter en daværende beboer. Overalt på ejendommen findes vidnesbyrd om beboernes engagement i byens livlige handel med kniplinger og stude og ikke mindst de store formuer, som blev skabt i det internationale miljø. Det kan bl.a. opleves i husets forhal eller 'Diele', der er indrettet med en hejselem til øvre stokværk samt det enestående rokoko-interiør med guldstafferinger, store sale og oprindeligt et fornemt udstyr, samt i pakhusets funktion som stald og lagerbygning. Digegrevens Hus med have og pakhus repræsenterer 'Det gamle Tønder'. Byen er en af landets ældste købstæder, og især 1700-tallet blev en blomstringsperiode for byen og egnen. Mod hovedgaden ligger fornemme gavlhuse på smalle parceller med mindre fine baghuse med ind- og udkørsel til sidegaderne bag byen. Som samlet ejendomme med forhus, pakhus og haveanlæg står Digegrevens Hus endnu som en samlet ejendom, der vidner om den lukrative periode for byen. Historiker og teamleder i Realdania By & Byg, Troels Jeppesen, viser rundt og fortæller undervejs om den nylige istandsættelse af forhusets fine facade. Tilgængelighed Huset og arrangementet er ikke egnet for kørestols- eller rollatorbrugere, da huset er i flere etager og med trapper. Billetten kan kun købes online. Den 27. februar kl. 15.30-16.30 Digegrevens Hus Vestergade 9 6270 Tønder.

Entré: 90 kr

Køb/bestil billet