Bork Vikingehavn

Vikingevej 7, Hemmet

Tirsdag den 19. november 2024, kl. 11-15.



Marked/byfest

Rejs tilbage til vikingetiden på Bork Vikingehavn

Tag på en rejse tilbage til vikingetiden, og mød vikingerne, som i november har travlt med forberedelserne til den kommende vinter og 'jólen' - vikingernes midvinterfest og forløberen for vores egen jul. Der vil være smagsprøver på vikingernes madlavning.

Og mulighed for at opleve flot vikingehåndværk. Rejs tilbage til vikingetiden, og hør vikingerne fortælle om, hvordan det var at være viking i Vestjylland. Oplev dem udføre deres daglige gøremål, som de gerne involverer de besøgende i.

Gå på opdagelse i vikingehusene, vandmøllen og kirken. Læg et offer til guderne, træd ombord på vikingeskibet, eller indtag vikingelegepladsen som en ægte viking - mulighederne er mange, og gode oplevelser venter.

Madlavning og vikingehåndværk
I Langhuset laves der mad, så her buldrer ilden lystigt, og over den simrer gryden med efterårets høst af æbler og korn - endda tilføjet kød i anledning af den kommende midvinterfest. Kig indenfor, varm jer ved ilden og nyd en smagsprøve fra gryden. På vikingehavnen er der også travlt med forskellige håndværk, og I kan opleve, at der arbejdes i materialer som træ, læder og tin.

Mød mølleren og tænd et lys i kirken
I vandmøllen har mølleren travl med at male mel, men der er tid til, at han kan fortælle om møllens historie og om den Vætte, der bor i møllen, og som det er vigtigt at holde sig på god fod med, hvis man vil undgå, at den gode høst mugner. I kan også besøge vikingernes kirke, tage en pause, tænde et lys og lade stilheden sænke sig et øjeblik.

Tag på gådejagt
Når I besøger Bork Vikingehavn i november, kan I også udfordre jer selv med en spændende gådejagt. Familier med mindre børn skal se, om de kan fange den glubske Fenrisulv, mens voksne og familier med større børn skal forsøge at knække gudernes gåder.

Børn og unge under 18 år har gratis adgang ifølge med voksen og hunde i snor er velkomne.

En del af Ringkøbing Fjord Museer
Bork Vikingehavn er en del af Ringkøbing Fjord Museer, som gør historien levende på 10 museer og attraktioner ved Ringkøbing Fjord. Læs mere på www.ringkobingfjordmuseer.dk.

Kontakt: info@ringkobingfjordmuseer.dk / +45 9736 2343.

Køb/bestil billet Læs mere på hjemmesiden