Næstved Bibliotek og Borgerservice

Kvægtorvet 4-6, Næstved

Tirsdag den 19. november 2024, kl. 19.



Foredrag

Generation Skærm

Foredrag med Nanna Schelde, som har skrevet bogen "Generation Skærm - en guide til forældre og andre med ansvar".

Journalist Nanna Schelde begyndte at skrive artikelserien "Sluk, mens legen er god", da hendes egen datter nærmede sig sin første telefon. Datteren var længe den eneste sin klasse uden, men hun skulle have en, når hun begyndte på klub i 4. klasse.

Nanna frygtede, at telefonen ville stjæle hendes barndom med sit dopaminudløsende og algoritmeoptimerede univers. Så som mor og journalist på det digitale medie Zetland påtog hun sig en opgave, som udviklede sig til en mission: Målet var så hurtigt som muligt at samle så meget viden som muligt for at kunne gøre datterens liv med skærmene så godt som muligt - og samtidig finde ud af, hvad mobiler og sociale medier gør ved vores børn og unge.

Med artikelserien havde Nanna oplevelsen af at prikke hul på noget - et spørgsmål, som stod og dirrede overalt i landet. Da den første artikel udkom, blev hun oversvømmet med henvendelser. Navnlig fra forældre, og især to budskaber gik igen: De skrev tak, fordi hun havde taget hul på en samtale, som de havde savnet og ikke havde vidst, hvordan de skulle igangsætte. Og så skrev de, at de følte sig afmægtige. For hvad stiller vi op med børnene og mobilerne?

I foredraget "Generation Skærm" vil Nanna Schelde fortælle om sin mission og dele de mange opdagelser og erfaringer hun har gjort sig undervejs.

Om Nanna Schelde

Nanna Schelde er journalist på det digitale medie Zetland. Her skriver hun om, hvordan det er at være menneske i den tid og de systemer, vi lever i.

Gratis billetter

Køb/bestil billet