Vores første soloudstilling med papirkunstner Rie Elise Larsen. Udstillingen er en interaktiv totalinstallation, hvor Rie med sine fantasifulde og overdådige blomsterværker genfortolker fortællingen om den sidste nadver i et universelt lys, hvor kalejdosk.
Galleri Christoffer Egelund er stolte af at kunne præsentere Det sidste måltid - en ny begyndelse, vores første soloudstilling med papirkunstner Rie Elise Larsen. Udstillingen er en interaktiv totalinstallation, hvor Rie med sine fantasifulde og overdådige blomsterværker genfortolker fortællingen om den sidste nadver i et universelt lys, hvor kalejdoskopiske spejlinger og frodige planter hersker. Udstillingen, der består af helt nye installationsværker, kan opleves i Bredgade 75 fra 21. februar- 21. marts 2025.
Rie Elise Larsens kunst er fyldt med ynde og lethed - et let og levende blomsterflor, der omslutter beskueren med sin botaniske magi. Når man betragter de overvældende værker, er det næsten, som om man er Alice i eventyrland, der går på opdagelse i et magisk univers, hvor fantasien råder og gigantiske blomster og magiske væsener kommer én i møde. Det er et feminint univers, der uhæmmet hylder det lyserøde, det smukke og det yndige - og den styrke, der ligger i det at få lov til at udfolde det feminine fuldt ud.
Således at skabe et totalunivers, hvor det blomstrende, feminine og florlette får lov at få rampelyset med sin smukke æstetik er alt andet end yndigt og harmløst - for gennem historien har kvinder traditionelt været systematisk udelukket fra kunstscenen og deres udtryk hæmmet, nedgjort og dømt mindre værdigt end kunst skabt af mænd, uagtet den grad af talent og tankevirksomhed, det kræver at producere.
Siden kunstakademiernes oprettelse fra midten af 1600-tallet og frem har kvinder været udelukket fra at deltage i de uddannelsesaktiviteter, der var tilgængelige for mandlige kunstnere. På daværende tidspunkt var den mest værdsatte kunstgenre historiemaleriet: afbildninger af mytologiske scener, ofte i monumental størrelse, det meste af tiden fra bibelen eller græsk mytologi. At kunne male mennesker i fuld figur i en hvilken som helst stilling var essentielt for at kunne skabe historiemalerier, og det var netop denne færdighed, kunstnerne tilegnede sig på akademierne. Her lærte man anatomi og perspektiv og tegnede efter skulpturer og levende modeller for at blive mestre i at afbillede mennesker. Først i slutningen af 1800-tallet begyndte kvinder at måtte deltage i kunstakademiernes undervisning på lige vilkår med mænd - her i Danmark i 1908, og først i 1924 måtte kvinder deltage i modeltegningstimerne. Indtil da måtte kvindelige kunstnere i stedet nøjes med at specialisere sig i motiver, der ikke krævede detaljeret viden om anatomi; stillebenet, og ikke mindst blomstermaleriet, blev kvindegenrer par excellence. Uden for kunstakademierne og fine art-sfæren var kvinder dog store producenter af mindst lige så værdige værker i medier som broderi, syning, tegning og akvarelmaleri. At disse former for kunstneriske frembringelser traditionelt ikke er anerkendt som kunst skyldes i høj grad deres association med "kvindearbejde", hjemmet og det hobbybaserede - selvom de kan være lige så svære at producere som et monumentalt oliemaleri. Se blot på fx engelske Mary Lindwood (1755-1845), der skabte et af Londons største tilløbsstykker med sine broderede needle paintings, og Mary Delany (1700-1788), der skabte en helt ny måde at gengive blomster på med sine detaljerede papirmosaikker. Også sådan kunst lavet af papir har traditionelt været associeret med hjemmet og det feminine - eller sågar det barnlige. H. C. Andersen er kendt for sine udførlige papirklip, der illustrerer hans eventyr. Papirsilhuetter har været et populært portrætmedie siden det 18. århundrede og har i nyere tid især været brugt som souvenir, og papmaché har gennem historien været brugt til masker, legetøj, piñatas og andre objekter, der ikke forventedes at skulle holde i længere tid. Selvom papir således ofte opfattes som et hobbymateriale, er det meget mere bestandigt, end man tror - det kan holde i mange århundreder, hvis man behandler det med respekt; se blot på de mange bøger helt tilbage fra 1500-tallet, vi stadig kan læse den dag i dag. Papir er et alsidigt materiale, der ikke kun eksisterer i det todimensionelle plan, men som også kan konstruere et væld af tredimensionelle former, som man fx kan se det i den århundredelange tradition for origamikunst i Asien, og som Rie Elise Larsen også gør det. Med sine overvældende smukke blomster, der udnytter papirmediet til fulde, viser Rie Elise Larsen altså, hvordan også et materiale som papir, der traditionelt har været udelukket fra fine art-sfæren, er lige så værdigt som ethvert andet materiale og kan bruges til at skabe værker, der går ud over hvad vi er vant til at se og skaber et helt nyt og unikt udtryk, der fejrer det smukke, lette og feminine.
Med Det sidste måltid - en ny begyndelse bruger Rie Elise Larsen sin papirkunst til at genfortolke den kristne idé om den sidste nadver. Den sidste nadver er en af de mest centrale begivenheder i påsken og i hele den kristne tro. På skærtorsdag, aftenen før, han blev korsfæstet, bad Jesus de tolv disciple samles til et måltid med brød og vin. Her fortalte han de disciple, at en af dem ville forråde ham, hvilket var ganske rigtigt, da Judas på det tidspunkt allerede havde forrådt Jesus til romerne for 30 sølvmønter - men selv om han vidste, at hans nærmeste havde forrådt ham, brød Jesus brødet og delte det med disciplene sammen med vinen, idet han erklærede, at dette var hans blod og hans legeme. I og med denne betingelsesløse tilgivelse blev de mennesker, der troede på Jesus som Guds søn, tilgivet for arvesynden - at Adam og Eva i tidernes morgen, fristet af djævlen i form af en slange, forbrød sig mod Gud og blev smidt ud af Edens have. Det er da Jesus deler vinen og brødet med disciplene, at nadveren indstiftes som et ritual, der fremover skal give de troende syndsforladelse ved at give dem del i Kristus' offer. Nadveren er gudstjenestens højdepunkt, og som det engelske ord for nadver, communion, antyder, er det at indtage den hellige vin og brødet en måde at genbekræfte sit fællesskab med Kristus og hele det kristne fællesskab. Med Det sidste måltid - en ny begyndelse genfortolker Rie Elise Larsen den sidste nadver i en universel kontekst; her er ingen løftede pegefingre og påstande om, at kun de kristne får syndsforladelse; i stedet er der en insisteren på det, vi har til fælles; at vi alle kommer fra den samme jord og er gjort af den samme materie, ligesom de smukke valmuer, der spirer og gror fra den samme kapsel. I værkerne, fx de store judaspenge-frøkapsler, findes rigtige blomsterfrø, der indeholder kimen til liv og en ny begyndelse langt ude i fremtiden, når værkerne ikke er mere. Ved at gengive det samme budskab på mange forskellige sprog, viser Rie Elise Larsen, at selvom vi på overfladen kan virke meget forskellige, er vores tanker ofte de samme. Når hun inkorporerer teksten i sin kunst - ofte ses den i form af digte, der snor sig rundt på hendes værker - kombinerer Rie to af menneskets vigtigste udtryksformer, sproget og det visuelle, og viser dermed, at de to former for betydningsdannelse ikke er så forskellige, som vi normalt går og tror. Bogstaverne er skrevet med tyk maling, som var de et maleri, og ordene gengiver de samme smukke tanker om fællesskab og enhed, som de visuelle værker formidler. Flere steder i udstillingen ses slangen fra Paradisets have, men her er den ikke altid den kristne slange; fx kan den ses i færd med at spise sin egen hale i en uendelig cirkelbevægelse. En slange, der spiser sin egen hale, kaldes også ouroboros og er symbol på det uendelige, at hver slutning er en ny begyndelse og at alt er ét, og ses gennem hele historien i et utal af forskellige kulturer, også før kristendommens udbredelse. Den ældste kendte afbildning af ouroboros findes i Tutankhammons grav, men den er også at finde i den nordiske mytologi i form af midgårdsormen, der bider sig selv i halen og afgrænser menneskenes verden, samt i hinduistisk ikonografi og alkymiens billedunivers.
Det sidste måltid - en ny begyndelse er således en udstilling, der kombinerer de lette papirblomsters smukke og stærke udtryk med et favnende budskab om, at selvom vi har vores forskelle, så er vi én menneskehed - et budskab, der er værd at tage med sig, hvor end man går.
Rie Elise Larsen (f. 1972) er uddannet dekoratør og har gennem en årrække arbejdet som dekoratør for Royal Copenhagen. Herudover har hun arbejdet som stylist for danske og udenlandske magasiner og dekoratør for danske og internationale virksomheder. Hun har arbejdet som papirkunstner siden 2015 og har bl.a. produceret værker til events på Thorvaldsens Museum og Charlottenborg, og har udstillet sine blomsterværker på Brøg Litteraturbar, Naturhistorisk Museum, Odense Bys Museer samt på flere gallerier i København.
Udstillingen åbnes med en fernisering d. 21. februar 2025 kl. 16-19 - kom og mød kunstneren og oplev livemusik med den elektroniske duo MadMor! For yderligere information og henvendelser vedr. salg, kontakt galleriet på: hello@christofferegelund.dk eller på +45 33 93 92 00. Besøg os i Bredgade 75, 1260 København K. Åbningstider: Onsdag-fredag 15-18, lørdag 12-16, eller efter aftale.
Galleri Christoffer Egelund er stolte af at kunne præsentere Det sidste måltid - en ny begyndelse, vores første soloudstilling med papirkunstner Rie Elise Larsen. Udstillingen er en interaktiv totalinstallation, hvor Rie med sine fantasifulde og overdådige blomsterværker genfortolker fortællingen om den sidste nadver i et universelt lys, hvor kalejdoskopiske spejlinger og frodige planter hersker. Udstillingen, der består af helt nye installationsværker, kan opleves i Bredgade 75 fra 21. februar- 21. marts 2025.
Rie Elise Larsens kunst er fyldt med ynde og lethed - et let og levende blomsterflor, der omslutter beskueren med sin botaniske magi. Når man betragter de overvældende værker, er det næsten, som om man er Alice i eventyrland, der går på opdagelse i et magisk univers, hvor fantasien råder og gigantiske blomster og magiske væsener kommer én i møde. Det er et feminint univers, der uhæmmet hylder det lyserøde, det smukke og det yndige - og den styrke, der ligger i det at få lov til at udfolde det feminine fuldt ud.
Således at skabe et totalunivers, hvor det blomstrende, feminine og florlette får lov at få rampelyset med sin smukke æstetik er alt andet end yndigt og harmløst - for gennem historien har kvinder traditionelt været systematisk udelukket fra kunstscenen og deres udtryk hæmmet, nedgjort og dømt mindre værdigt end kunst skabt af mænd, uagtet den grad af talent og tankevirksomhed, det kræver at producere.
Siden kunstakademiernes oprettelse fra midten af 1600-tallet og frem har kvinder været udelukket fra at deltage i de uddannelsesaktiviteter, der var tilgængelige for mandlige kunstnere. På daværende tidspunkt var den mest værdsatte kunstgenre historiemaleriet: afbildninger af mytologiske scener, ofte i monumental størrelse, det meste af tiden fra bibelen eller græsk mytologi. At kunne male mennesker i fuld figur i en hvilken som helst stilling var essentielt for at kunne skabe historiemalerier, og det var netop denne færdighed, kunstnerne tilegnede sig på akademierne. Her lærte man anatomi og perspektiv og tegnede efter skulpturer og levende modeller for at blive mestre i at afbillede mennesker. Først i slutningen af 1800-tallet begyndte kvinder at måtte deltage i kunstakademiernes undervisning på lige vilkår med mænd - her i Danmark i 1908, og først i 1924 måtte kvinder deltage i modeltegningstimerne. Indtil da måtte kvindelige kunstnere i stedet nøjes med at specialisere sig i motiver, der ikke krævede detaljeret viden om anatomi; stillebenet, og ikke mindst blomstermaleriet, blev kvindegenrer par excellence. Uden for kunstakademierne og fine art-sfæren var kvinder dog store producenter af mindst lige så værdige værker i medier som broderi, syning, tegning og akvarelmaleri. At disse former for kunstneriske frembringelser traditionelt ikke er anerkendt som kunst skyldes i høj grad deres association med "kvindearbejde", hjemmet og det hobbybaserede - selvom de kan være lige så svære at producere som et monumentalt oliemaleri. Se blot på fx engelske Mary Lindwood (1755-1845), der skabte et af Londons største tilløbsstykker med sine broderede needle paintings, og Mary Delany (1700-1788), der skabte en helt ny måde at gengive blomster på med sine detaljerede papirmosaikker. Også sådan kunst lavet af papir har traditionelt været associeret med hjemmet og det feminine - eller sågar det barnlige. H. C. Andersen er kendt for sine udførlige papirklip, der illustrerer hans eventyr. Papirsilhuetter har været et populært portrætmedie siden det 18. århundrede og har i nyere tid især været brugt som souvenir, og papmaché har gennem historien været brugt til masker, legetøj, piñatas og andre objekter, der ikke forventedes at skulle holde i længere tid. Selvom papir således ofte opfattes som et hobbymateriale, er det meget mere bestandigt, end man tror - det kan holde i mange århundreder, hvis man behandler det med respekt; se blot på de mange bøger helt tilbage fra 1500-tallet, vi stadig kan læse den dag i dag. Papir er et alsidigt materiale, der ikke kun eksisterer i det todimensionelle plan, men som også kan konstruere et væld af tredimensionelle former, som man fx kan se det i den århundredelange tradition for origamikunst i Asien, og som Rie Elise Larsen også gør det. Med sine overvældende smukke blomster, der udnytter papirmediet til fulde, viser Rie Elise Larsen altså, hvordan også et materiale som papir, der traditionelt har været udelukket fra fine art-sfæren, er lige så værdigt som ethvert andet materiale og kan bruges til at skabe værker, der går ud over hvad vi er vant til at se og skaber et helt nyt og unikt udtryk, der fejrer det smukke, lette og feminine.
Med Det sidste måltid - en ny begyndelse bruger Rie Elise Larsen sin papirkunst til at genfortolke den kristne idé om den sidste nadver. Den sidste nadver er en af de mest centrale begivenheder i påsken og i hele den kristne tro. På skærtorsdag, aftenen før, han blev korsfæstet, bad Jesus de tolv disciple samles til et måltid med brød og vin. Her fortalte han de disciple, at en af dem ville forråde ham, hvilket var ganske rigtigt, da Judas på det tidspunkt allerede havde forrådt Jesus til romerne for 30 sølvmønter - men selv om han vidste, at hans nærmeste havde forrådt ham, brød Jesus brødet og delte det med disciplene sammen med vinen, idet han erklærede, at dette var hans blod og hans legeme. I og med denne betingelsesløse tilgivelse blev de mennesker, der troede på Jesus som Guds søn, tilgivet for arvesynden - at Adam og Eva i tidernes morgen, fristet af djævlen i form af en slange, forbrød sig mod Gud og blev smidt ud af Edens have. Det er da Jesus deler vinen og brødet med disciplene, at nadveren indstiftes som et ritual, der fremover skal give de troende syndsforladelse ved at give dem del i Kristus' offer. Nadveren er gudstjenestens højdepunkt, og som det engelske ord for nadver, communion, antyder, er det at indtage den hellige vin og brødet en måde at genbekræfte sit fællesskab med Kristus og hele det kristne fællesskab. Med Det sidste måltid - en ny begyndelse genfortolker Rie Elise Larsen den sidste nadver i en universel kontekst; her er ingen løftede pegefingre og påstande om, at kun de kristne får syndsforladelse; i stedet er der en insisteren på det, vi har til fælles; at vi alle kommer fra den samme jord og er gjort af den samme materie, ligesom de smukke valmuer, der spirer og gror fra den samme kapsel. I værkerne, fx de store judaspenge-frøkapsler, findes rigtige blomsterfrø, der indeholder kimen til liv og en ny begyndelse langt ude i fremtiden, når værkerne ikke er mere. Ved at gengive det samme budskab på mange forskellige sprog, viser Rie Elise Larsen, at selvom vi på overfladen kan virke meget forskellige, er vores tanker ofte de samme. Når hun inkorporerer teksten i sin kunst - ofte ses den i form af digte, der snor sig rundt på hendes værker - kombinerer Rie to af menneskets vigtigste udtryksformer, sproget og det visuelle, og viser dermed, at de to former for betydningsdannelse ikke er så forskellige, som vi normalt går og tror. Bogstaverne er skrevet med tyk maling, som var de et maleri, og ordene gengiver de samme smukke tanker om fællesskab og enhed, som de visuelle værker formidler. Flere steder i udstillingen ses slangen fra Paradisets have, men her er den ikke altid den kristne slange; fx kan den ses i færd med at spise sin egen hale i en uendelig cirkelbevægelse. En slange, der spiser sin egen hale, kaldes også ouroboros og er symbol på det uendelige, at hver slutning er en ny begyndelse og at alt er ét, og ses gennem hele historien i et utal af forskellige kulturer, også før kristendommens udbredelse. Den ældste kendte afbildning af ouroboros findes i Tutankhammons grav, men den er også at finde i den nordiske mytologi i form af midgårdsormen, der bider sig selv i halen og afgrænser menneskenes verden, samt i hinduistisk ikonografi og alkymiens billedunivers.
Det sidste måltid - en ny begyndelse er således en udstilling, der kombinerer de lette papirblomsters smukke og stærke udtryk med et favnende budskab om, at selvom vi har vores forskelle, så er vi én menneskehed - et budskab, der er værd at tage med sig, hvor end man går.
Rie Elise Larsen (f. 1972) er uddannet dekoratør og har gennem en årrække arbejdet som dekoratør for Royal Copenhagen. Herudover har hun arbejdet som stylist for danske og udenlandske magasiner og dekoratør for danske og internationale virksomheder. Hun har arbejdet som papirkunstner siden 2015 og har bl.a. produceret værker til events på Thorvaldsens Museum og Charlottenborg, og har udstillet sine blomsterværker på Brøg Litteraturbar, Naturhistorisk Museum, Odense Bys Museer samt på flere gallerier i København.
Udstillingen åbnes med en fernisering d. 21. februar 2025 kl. 16-19 - kom og mød kunstneren og oplev livemusik med den elektroniske duo MadMor! For yderligere information og henvendelser vedr. salg, kontakt galleriet på: hello@christofferegelund.dk eller på +45 33 93 92 00. Besøg os i Bredgade 75, 1260 København K. Åbningstider: Onsdag-fredag 15-18, lørdag 12-16, eller efter aftale.
Fri entré
