Bygningen

Ved Anlæget 14B, Vejle

Torsdag den 3. oktober til torsdag den 28. november 2024, 8 mødegange kl. 10-12.

Arrangør: AOF Vejle



Undervisning

Højskoleformiddage

Torsdag 3/10. Christian Friis. Israel. Landområdet Israel, der tidligere hed Palæstina, er såvel en levende, moderne stat som et land, der historisk trækker tråde flere tusinde år tilbage i tiden.

Fra den bibelske periode gennem talrige kulturer og rigers påvirkninger til den nyere tid, zionismens fremkomst og endelig proklamationen af staten Israel i 1948. Foredraget sætter fokus på den nyere tid og forudsætningerne for staten, der stadig udgør et kernepunkt i den mellemøstlige konflikt.

Torsdag 10/10
Asbjørn S Bruhn
Alaska Når frosten bider
Stjernevrimlen tændes på himmelhvælvingen, natten og kulden kommer med nådesløs styrke. Kulden mærkes helt ind til rygmarven. Frosten bider og den sætter spor, og det er sporene jeg følger. Sporene efter polarforskerne, pelsjægerne, slædekuskene, guldgraverne og eventyrene. Sporene har ført mig og mine ski til alle landene nord for polarcirklen. Med spændt træ og en meter sne under fodsålerne og ryggen vendt mod syd, kæmper jeg mig frem på Iditarod sporet, til bjergene, til tundraen, til Yukonfloden og helt ud til Beringshavet på kanten af verden. Sporet følger den gamle guldgraverrute fra Anchorage til Nome og giver genlyd fra hårdtarbejdende hundespand og deres hårdt prøvede slædekuske. Alaskas natur ridser stilheden ind i min knoglemarv. Jeg står stille på tundraen og lytter. Ørerne fanger mine hjerteslag - dunk, dunk, dunk. Jeg lytter igen - helt stille. Den eneste lyd er blodet, der suser i mine øregange. Mit eneste selskab er stjernevrimlen, der blinker optimistisk ned til mig. Sådan står jeg alene, uden en lyd. Fuld af taknemlighed. Taknemlig og iskold.

Torsdag 24/10
Leo Schmidt
Vort vestlige demokrati
Smukke billeder danner baggrunden i dette interessante og højaktuelle foredrag. Tilhørerne er med på en rejse med Sejlbåden Galadriel til kendte steder, hvor begivenheder har ført til udviklingen af vores kultur og demokrati. Foredraget er levende fortalt. Det sætter demokratiet, som vi kender det, i et historisk perspektiv, og giver et bud på, hvad fremtiden måske kan bringe: Kend fortiden for at kunne forstå nutiden og forme fremtiden.

Torsdag 31/10
Kaare Kristensen
Tordenskjold
Vi kender alle Tordenskjold fra tændstikkerne, og mon ikke de fleste har sunget sangen om Tordenskjold: Jeg vil sjunge om en helt? Peter Wessel, adlet Tordenskjold, bliver betegnet som Danmarks største søhelt, og han er i hvert fald den farverigeste. Han udførte sine meriter under Store Nordiske Krig 1709-1720, hvor Danmark brugte helt op til 70- 80% af sit nationalbudget på krigsførelse, og hvor hans egenrådige adfærd ikke altid faldt i kongens smag. I dette løbende billedforedrag hører vi om hans opvækst i Trondheim og om hans karriere, indtil han som 30-årig dør i en duel i Tyskland. De fleste kender talemåden Tordenskjolds soldater, og i foredraget får vi naturligvis også en forklaring på dette udtryk

Torsdag 7/11
Bitten Holmsgaard
Opdagelsesrejsende
Når vi taler om opdagelsesrejser, tænker vi tit på de store og epokegørende. Som dengang Columbus opdagede Amerika. Eller Marco Polo, som den første europæer rejste tværs gennem Asien til Kina. Men hvis vi er opmærksomme, består vores såkaldte almindelige liv også af store og små opdagelsesrejser. Og vi kan endda få endnu mere eventyr ind i vores hverdag med en ganske lille indsats. På underholdende vis kommer du på tur med de allerstørste opdagelsesrejsende fra
verdenshistorien. Men du følger også i fodsporene på mindre kendte. Undervejs deler journalist, rejseleder og lokalguide, Bitten Holmsgaard, ud af sine egne større og mindre eventyr. Du kan ikke undgå at blive ramt af ny indsigt, inspiration og oplevelseslyst.

Torsdag 14/11
Lena Bjørn
Løgnehistorier fra mit liv
I kender det godt - vi lyver altid lidt, smører lidt tykt på, når vi fortæller om noget vi har oplevet. Nå ikke? I lyver aldrig?
Det gør jeg - altså lyver. Jeg har til gengæld besluttet, at enten taler jeg sandt - eller også lyver jeg så stærkt som en hest kan rende.
I "Løgnehistorier fra mit liv" fortæller jeg 6-8 historier fra mit liv. Halvdelen af historierne er sande og halvdelen er løgn. Det er så op til jer, kære publikum, at gætte, hvad der er hvad.
Og det er ikke helt enkelt. Jeg fortæller historier fra mine ophold i fjerne lande, som Uganda, Afghanistan og fra en kongelig arbejdsplads. Det, der lyder helt tilforladeligt, kan godt være løgn, ligesom det, der lyder langt ude, godt kan være sandt.

Torsdag 21/11
Martin Herbst
Fra dødssynd til livsglæde
Målet er mere livsmod og livsglæde. Rejsen dertil er en ny forståelse af de syv dødssynder. I dette foredrag gør Martin Herbst op med samtidens negative, fejlagtige syn på synd og viser, at de syv dødssynder er nøglen til at forstå, hvordan vi lever helhjertet, nyder livet sammen og gør verden til et bedre sted for vore efterkommere
Med vanlig dedikation og indsigt vender Martin Herbst mængder af litterære og idéhistoriske sten i sin søgen efter sandheden om de syv dødssynder. Hvordan opstod traditionen om de syv dødssynder? Hvorfor har den spillet en afgørende rolle for det vestlige menneskes selvforståelse, dannelse og kultur? Hvem er de toneangivende dødssyndstænkere gennem historien? Hvorfor benyttede Dante De syv dødssynder som det strukturende princip for Den Guddommelige Komedie, der er verdens mest kommenterede litterære værk? Var der andre end Martin Luther, der tog fejl, når de vendte de syv dødssynder ryggen? Og hvordan kan vi som moderne mennesker forstå os selv bedre og udvikle os godt ved at begribe de syv dødssynder til bunds?
På en klar og vedkommende måde formidler Martin Herbst svarene på disse spørgsmål, og undervejs bliver det tydeligt, at læren om de syv dødssynder ikke repræsenterer et uheldigt levn fra en mørk fortid, men en kilde til selverkendelse, spiritualitet og livsmod.

Torsdag 28/11
Erik Lindsø
Livsglædens nødvendighed
Livsglæden er det, der gør livet levende. Livsmod er det, som man løbende får sat ind på sin glædeskonto. Foredraget sætter ind på fælleskontoen! Jeg har samlet på historier om glædesspredere og skrevet en hel bog om dem. Det var derfor, jeg begyndte at gå med hat, så jeg kan tage den af, når jeg møder dem. Bogen hedder "Der er nu noget ved livet, man ikke finder andre steder". Foredraget bygger på bogen, og er et muntert, livgivende foredrag - et mentalt kurbad. Nogle skaber glæde, hvor de går - andre når de går. De sidste har jeg døbt de langtidsskuffede eller de bekymringsparate. Det er når denne tilstand af levebrødspessimisme rammer os, at vi har behov for, at en glædesspreder kigger forbi. Et muntert og livgivende foredrag - et mentalt kurbad. Vi tror, det er nemt at være glad. Men der er ikke noget, der er nemmere at lade være med. Glæden kommer ikke af sig selv. Man må lave opsøgende virksomhed. Hvis der ikke er noget at glæde sig over, er der noget at glæde sig til. Ved at leve livet, erfares det, men ved at elske livet forklares det. Vi må gerne græde over livet, men ikke begræde det. Det handler mit foredrag om. Foredraget en poetisk rundrejse i livsglædens, smilets og den muntre alvors univers

Underviser: Anne Marie Storm
Hold: 9124211001.

Læs mere på hjemmesiden