Ideal Bar

Enghavevej 40, København V

Lørdag den 7. december 2024, kl. 20.



Musik

Anders Knudsen - Christmas Special 2024

Anders Knudsen, også kendt fra det danske rockband, Dør nr. 13, går efter at lave det helt store julealbum. Et album, der i form af ti julesingler over ti år, først udkommer i sin fulde form i 2030. I 2024 tager han bandet med ud på landevejene.

"Det er simpelt, men frisk og fuzzet rock'n'roll, der fungerer bedst, hvis man føler for at løbe rundt om juletræet", skrev Simon Lund fra Politiken om 2023-singlen "A Day in the Life of a Christmas Tree". Nummeret havde en prominent julegæst med i form af 83-årige Karolyn Grimes, der som barn smeltede hjerter verden over med den berømte linje "Every time a bell rings, an angel gets his wings" i Frank Capras juleklassiker "It's a Wonderful Life" fra 1946. Dette medførte en liveoptræden i Cinemateket kort efter udgivelsen.

Projektet har allerede høstet stor ros i branchen. Første udspil fra 2021, "The Quiet Earth", blev tilmed baggrundstæppe for Alex Nyborg Madsens farveltale til sine lyttere efter 38 år som radiovært på DR, ligesom anden singlen fra 2022, "Baby's Coming Home for Christmas", nød airplay på P4 og havde Vesterbro Ungdomsgård med på kor.

Knudsen & band fejrer hvert år udgivelserne ved en stort opslået koncert i København. I år udvider de med en tour rundt i landet, hvor publikum udover julesangene vil få mulighed for at genhøre numre fra bl.a. 2013 debutalbummet Perils og efterfølgeren Cloudwalker, der begge blev indspillet i Berlin med produceren Robbie Moore.

To EP'er og snart fire julesingler har siden fulgt trop, så der er rigeligt at dele ud af, når Knudsen ryster posen og inviterer publikum indenfor i hans poetiske baroque pop univers, der fusionerer tressernes psykedelia med firsernes guitardrevne indierock. Fjerde singleudspil, den soul- inspirerede single, "Mama's Hearth", udkommer d. 29 november, 2024.

Entré: 175 kr

Køb/bestil billet