Esken - Svenn Eske Kristensens sommerhus

Vindekilde Strandvej 41, Fårevejle

Tirsdag den 20. august 2024, kl. 16-17.30.



Ekskursion

Besøg Esken - Svenn Eske Kristensens sommerhus

Sommerhuset Esken er tegnet af velfærdsstatens arkitekt Svenn Eske Kristensen. Besøg det med en rundvisning af restaureringsarkitekt Dorthe Bendtsen.

Svenn Eske Kristensen (1905-2000) var en af velfærdssamfundets mest produktive arkitekter og havde stor indflydelse på industrialiseringen af boligbyggeriet i efterkrigstiden.

Hans eget sommerhus "Esken" fra 1954 i det naturskønne område "Bjergene" i Odsherred er et af de mest markante og fremtrædende eksempler på hans virke.

Den gennemtænkte arkitektur og store håndværksmæssige kvalitet gør sommerhuset til et enestående værk i dansk sammenhæng.

Kristensen markerede sig stærkt i boligbyggeriets udvikling fra 1950'erne og frem med krav og holdninger til den gode bolig. Han arbejdede ivrigt for at gøre boligbyggeriet både billigere og bedre, og han blev foregangsmand for industrialisering af byggeriet ved at bruge præfabrikerede elementer. På den måde har Svenn Eske Kristensen haft stor indflydelse på udviklingen af forstæderne omkring København og vandt deraf tilnavnet "velfærdsstatens arkitekt".

Arkitekturen associerer til en æske, der består af to kontrastfyldte bygningskroppe. Samtidig er navnet på huset en reference til familiens og arkitektens mellemnavn 'Eske'. Huset er i dag lejet ud som fritidsbolig og fremstår derfor møbleret.

Læs mere om

Esken

Restaureringsarkitekt Dorthe Bendtsen fortæller om Svenn Eske Kristensens virke og om sommerhuset Esken. Herefter går vi på opdagelse i sommerhuset, annekset og haven. Der er flere rundvisninger på dagen.

Mødested: Vindekilde Strandvej 41, 4540 Fårevejle.

Parkering: kan parkere på grunden - og ellers er det langs vejen i området.

Pris: Besøg Esken: 160 kr

Køb/bestil billet