Humlebæk Bibliotek

Humlebæk Center 40, Humlebæk

Torsdag den 5. september 2024, kl. 18.30.

Arrangør: Fredensborg Bibliotek



Andet

Forfatterinterview: Naja Marie Aidt: 'Øvelser i mørke'

Kom og lyt med, når forfatter Naja Marie Aidt fortæller om sin seneste roman 'Øvelser i mørke'.

Oplev forfatter Naja Marie Aidt fortælle om sin seneste roman, 'Øvelser i mørke'. En fortælling om en 57-årig kvinde, som er mor til tre voksne sønner, bor alene og sover under sofabordet. Hun er sygemeldt med invaliderende PTSD efter en voldsomt traumatisk oplevelse og kan ikke holde ud at være nogen steder. Hun overlever kun i kraft af sine fire nære veninder, der bærer hende, holder hende ud og holder hende i gang, selv når hun er allermest rasende, urimelig og ulykkelig. Hver uge hen over et år møder hun op hos PTSD-manden, som skal hjælpe hende til at nærme sig det frygtelige, der er sket, og med veninderne tæt omkring sig øver hun sig i at være i mørket og i at træde ud af mørket.

'Øvelser i mørke' er en roman om kvinder, der slutter kreds om hinanden i kærlighed, omsorg og afmagt. En fortælling om de smertefulde og helt almindelige historier, der udgør ethvert kvindeliv, om vold og overgreb, alder og trods og om endelig at sige sine sandheder højt, begynde at krænge sin historie af sig og komme overens med bare at findes - på sine helt egne præmisser.

Naja Marie Aidt debuterede i 1991 med digtsamlingen 'Så længe jeg er ung', og har siden udgivet et hav af digte og noveller. 'Øvelser i mørke' er hendes tredje roman.

Naja Marie Aidt er i samtale med litteraturformidler Julie Pehrson Øhrstrøm.
Arrangementet er et samarbejde med Humlebæk Kirke.

Som optakt til forfattersamtalen, afholder vi pop-up læsekreds ugen inden, hvor vi mødes og taler om 'Øvelser i mørke'. Det foregår på Humlebæk Bibliotek torsdag den 29. august kl. 17-18.30. Man skal have læst bogen på forhånd. Link til tilmelding kommer snarest.

Entré: Almindelig 60 kr, Biblioteksklubben 45 kr

Køb/bestil billet