Kunsten - Museum of Modern Art, Aalborg

Kong Christians Allé 50, Aalborg

Torsdag den 15. august 2024, kl. 17-19.



Workshop

Kunstnerisk værksted: Styr din streg

Tegner du, eller har du lyst til at komme i gang? Kunstens huskunstner guider dig i metoder til at styre din streg eller helt at give slip og skabe et nyt, levende udtryk. Hvordan gør man en tegning levende?

Giver den følelser, stemning og bevægelse?

Lær at styre din streg. Eller prøv helt at give slip på den og lade stregen styre tegneprocessen det kan give et dynamisk og anderledes ekspressivt udtryk.

Kunstens dygtige huskunstner, Inge Tranter, guider dig i metoder til at lære at styre og eksperimentere med din streg. I workshoppen eksperimenterer vi med en bred vifte af materialer fra vores materialelager såsom kul, grafit og blæk, der har hver deres egenskaber og skaber vidt forskellige udtryk

På engelsk taler man om mark making; de linjer, mønstre, prikker, markeringer og teksturer, der påføres en overflade og udgør et kunstværk. Stregen kan være løs og tilfældig eller kontrolleret og præcis ned til mindste detalje.

Under workshoppen besøger vi udstillingen

NEU Polke, Kiefer & Baselitz og henter inspiration fra tre store, tyske kunstnere, der var mestre i at eksperimentere med materialer, teksturer og med maleriet som kunstform.

Om kunstnerisk værksted

I de kunstneriske værksteder skal vi have materialerne mellem hænderne. Du bliver guidet og vejledt af en uddannet kunstner og sammen undersøger og eksperimenterer vi - nysgerrige på, hvad vi kan med en teknik eller et materiale. Fordi vi eksperimenterer, kan du være med på lige præcis de forudsætninger, du har.

Din billet inkluderer lækre materialer og kyndig vejledning fra vores huskunstner. Man kan aldrig vide hvad vi ender med at have i hænderne, så husk at lade dit fineste tøj blive hængende i skabet derhjemme.

Du er velkommen til at købe drikkevarer eller snacks i Brasseriet og nyde dem i værkstedet mens vi eksperimenterer.

Om NEU Polke, Kiefer & Baselitz

De er tre af de mest toneangivende stemmer i tysk efterkrigstidskunst. Efter Anden Verdenskrig skabte de et regulært kunstnerisk nybrud.

Sigmar Polke, Anselm Kiefer og Georg Baselitz. De var drivkræfterne bag en omfattende fornyelse af kunsten på den anden side af krigen, hvor tabu og traumer lå som et tæt mørke over Tyskland. I udstillingen NEU kan du opleve og lade dig inspirere af monumentale værker af de tre tyske mestre, der gentænkte maleriet og genvakte en interesse for tysk kunst.

Praktisk information
  • Pris: 150,- pr. gang + entré til museet.
    • Årskortholdere skal også købe billet, men har fri entré til museet - i mange tilfælde for både kortholder og for en ledsager.


  • Alle kan være med uanset erfaring. Har du været her før har du chancen for at arbejde videre med eksisterende værker eller med din kreative proces med kyndig vejledning fra vores kunstner.

  • Alle materialer er inkluderet i prisen og du må selvfølgelig beholde de ting du laver.

  • Husk praktisk påklædning, der må blive beskidt.

  • Workshoppen foregår i Værkstedet i underetagen.

  • Øl, vin, vand, kage og snacks kan købes i Brasseriet og må gerne nydes i Værkstedet.

  • Vi anbefaler at du booker bord på forhånd, hvis du planlægger at spise i Brasserie Kunsten.

  • Billetkøb refunderes kun i tilfælde af aflysning.



Arrangementet er støttet af Augustinus Fonden.

Foto(s):
Kunsten.

Læs mere på hjemmesiden