Tved Kirke

Tved Kirkevej 1B, Svendborg

Onsdag den 13. november 2024, kl. 19-20.30.



Foredrag

Foredrag med Naser Khader

Onsdag 13. November kl. 19.00, kommer Naser Khader til Tved Kirke, for at fortælle om hvorfor kristendommen er attraktiv og hvorfor han er begyndt at læse teologi. Arrangementet er gratis.

Efterfølgende vil der blevet serveret vin, sodavand og chips i våbenhuset. Foredrag: Kristendommen ifølge Naser Khader Kristendommen er det andet emne, som står højt på Naser Khaders opmærksomhedsliste. Khader har, som de fleste danskere vil vide, altid været stærkt optaget af religion. Efter Muhammedkrisen arbejdede han intenst på at reformere sin oprindelige religion, islam, i en mere moderat retning. Troen på, at det kunne lade sig gøre, fik imidlertid et alvorligt knæk efter Det Arabiske Forår. Endelig fik befolkningerne i Mellemøsten mulighed for at vriste sig løs af de forskellige diktatoriske lederes lænker - og alligevel valgte de at stemme den yderligtgående islamisme til magten. Hvorved man blot udskiftede en ufrihed med en anden. Det førte til, at Naser Khader begyndte at overveje, om ikke der er en mere eller mindre uadskillelig forbindelse mellem kristendommen og de vestlige værdier - først og fremmest frihed og demokrati. Erkendelsen har nu ført til, at han har taget skridtet helt ud af islam og ind i kristendommen. I år begyndte han på præsteuddannelsen på Københavns Universitet. Og hans plan er på sigt at blive præst i den danske folkekirke og hjælpe med til at udbrede ikke kun den kristne tro, men også de vestlige frihedsværdier, som kristendommen er uløseligt flettet sammen med. Her er især Paulus, der selv frigjorde sig fra en lovreligion for at gå med Kristus, en nøglefigur. Til påsken 2024 udgav Naser Khader en bog om kristendommen, Jesus og Paulus. Bogen hedder: VEJEN - min vej fra koranskolen til folkekirken.