De vilde problemer hober sig op i samfundet, og mange storslåede planer, projekter og politikker kommer aldrig i mål. Vær med, når Sigge Winther fortæller om, hvordan vi kan blive bedre til at løse tidens mest presserende problemer.

"I got 99 problems" var der engang en rapper, der sang i en politisk ukorrekt sangtekst. I dag må de fleste forholde sig til ikke bare problemer, men vilde problemer, som er ganske genstridige at løse. Og til tider mere end 99 af slagsen i vores samfund. I dette foredrag tager Sigge Winther, direktør for tænketanken INVI, dig med på en spændende rejse, i den måde vi har fejlet med at håndtere vilde problemer gennem historien - og så giver han eksempler fra nutid og fortiden på, hvordan man kan tackle vilde problemer med anderledes metoder. Du kommer både med til Uruk og Ukraine og så tilbage til dagens Danmark.

Om foredragsholderen

Sigge Winther Nielsen er direktør for tænketanken INVI - Institut for vilde problemer - og redaktøren bag bogen "Vilde problemer", hvor 23 forskere og praktisere ser vilde problemer i øjnene. Han har udgivet flere bøger og videnskabelige artikler om moderne politik og står også bag den anmelderroste bog "Entreprenørstaten" (2021), som "Vilde problemer" bygger videre på.

Hvad er vilde problemer?

Danmark er et godt samfund. Skiftende regeringer er løbende lykkedes med at skabe en hverdag, der var bedre end den i går. Men nu er det som om, der er blevet længere mellem de store fremskridt. 80 procent af danskerne tror ikke, at vores samfund er bedre om 10 år. Og de reformer som politikerne har forsøgt sig med, er danskerne ikke imponerede over. Hvor mange nylige politiske reformer kan du selv komme i tanke om, der for alvor har gjort hverdagen bedre?

Dem, der arbejder med politik, mener da også selv, at vi ikke kan fortsætte ned ad samme vej. Men er det politikere og embedsmænd, der har skylden? Nej, ikke nødvendigvis. Det handler især om at problemerne har ændret sig. Vi er gået fra tamme til vilde problemer.

Kigger vi tilbage, har Danmark overhalet mange lande i velstand de sidste 50 år. Det skyldes at vi har været dygtige til at løse såkaldt tamme problemer. Det vil sige problemer som er afgrænsede, forståelige, og hvor der findes en løsning, såsom opførelse af vejnet og skoler eller indførelse af rettigheder til folkepension og hospitalsbehandling.

I dag står vi imidlertid tilbage med de vilde problemer. Det vil sige grænseoverskridende og genstridige problemer, som ikke lader sig definere så nemt eller løses ved at opføre en bygning eller indføre en ret. Hvis vi skal løfte folkesundheden, hjælpe de socialt udsatte, speede læringen op i folkeskolen eller på den store klinge fikse klimakrisen, så kræver det noget helt andet af os. Og her er Danmark langtfra så imponerende i vores problemløsning.

Mødt med vilde problemer taber man ofte pusten. Man går i ring og forsøger sig med løsninger, der virkede engang. Man skruer op og ned for skattesatser eller indfører ydelser, regler, rettigheder og regulativer. Hvis det ikke hjælper, henter man assistance fra endnu en kommission, arbejdsgruppe eller et ekspertudvalg tømt for de mennesker, der skal gennemføre reformen. Og når tempoet bliver rigtig højt, og der kræves svar nu og her, så ender det gerne med pseudopolitik, en glitrende pjece eller pulje, der skal deles ud, i stedet for at tage fat om det vildes rod.

Vi står altså midt i det moderne demokratis paradoks. Samfundsproblemerne bliver vildere, mens løsningerne ofte bliver tammere. Men sådan behøver det ikke at være. Måske skal Danmark i stedet have en aspiration om at være verdensmestre i at tackle vilde problemer, ligesom vi var til at håndtere de tamme af slagsen? Og hvorfor egentlig ikke? Med vores stærke samarbejdende demokrati har vi gode forudsætninger for at lykkes med de vilde problemer. Men det kræver noget andet af os. Vi skal nytænke måderne vi skaber samfundsforandringer på.