Kom til æskeworkshop med kunsthåndværker Anne Rahbek og vær med til at genskabe den kreative stemning i Bakkehuset.
Kamma Rahbek var en kreativ sjæl, som både udfoldede sig i æskeværkstedet og i den store have omkring Bakkehuset. Vær med til at genskabe den kreative stemning i huset i kunsthåndværker Anne Rahbeks æskeworkshop - og få et stykke af historien med hjem i form af din hjemmelavede unikaæske.
Kamma Rahbeks æsker af pap og papir gjorde hende berømt, da hun lavede dem for omkring 200 år siden. Mange af dem ligner til forveksling små metalæsker og blev lavet af fine papirmaterialer med miniaturemalerier, som blev klistret ind i lågene. Æskerne blev skænket bort som gaver til venner, familie og bekendte, og de var indimellem forsynet med et lille brev, en hårlok eller noget andet, som understregede den personlige relation mellem æskens afsender og modtager. Æsken blev dermed både et vidnesbyrd om den personlige relation og et minde om den anden.
I workshoppen guider Anne Rahbek dig igennem æske- og dekorationsteknikker. Du vil blive introduceret for forskellige materialer til decoupage på æskerne, så du får skabt en unikaæske efter dit eget hoved. Vi har æsker og materialer klar, og hvis du selv har pressede blomster og/eller blade, du ønsker at bruge til workshoppen, er du velkommen til at medbringe dem.
Workshoppen indledes med en introduktion til Bakkehusets og Kamma Rahbeks æskemageri ved en af museets dygtige formidlere. I Bakkehusets stueetage er udstillet flere af hendes æsker. Billet til arrangementet inkluderer ud over materialer, en kop kaffe eller te samt entré til Bakkehusets historiske stuer. Bemærk at særudstillingen denne dag vil være lukket fra kl. 12.30.
Om Anne Rahbek:
Udover at være kunsthåndværker er Anne Rahbek også antropolog. I sit daglige arbejde som konsulent trækker hun meget på sit kunstneriske og kreative virke og rådgiver og underviser i kreativ udvikling. Undervejs i workshoppen vil Anne Rahbek fortælle om menneskers behov for at mindes, og hvordan man skaber betydningsfulde erindringer.
Entré: 240 kr