Spring til indhold

Efterretningstjenesters rolle og rammerne for politisk indsigt og kontrol

Diverse: Foredrag

Foredraget giver et indblik efterretningstjenesternes dilemmaer og åbner for diskussion om den rette varetagelse af rigets sikkerhed. Hans Jørgen Bonnichsen beskriver efterretningstjenesternes rolle med udgangspunkt i sagerne om Lars Findsen.

Hans Jørgen Bonnichsen er pensioneret chefkriminalinspektør efter 41 år i dansk politi. Han har en både national og international politilederuddannelse bl.a. fra FBI-National-Academy, Virginia i USA. Han har i sin fritid erhvervet sig en BA i litteraturvidenskab og kunsthistorie fra Københavns Universitet og har taget en lang række andre universitetskurser, bl.a. i symbolisme, renæssance og Islam i det 21. århundrede. Bonnichsen tilbragte 20 år af sit politiliv i Rigspolitichefens Rejseafdeling, populært kaldet Rejseholdet, hvor han har beskæftiget sig med alle sagskategorier fra drab, bedragerier til undersøgelse af sager mod kolleger. Han sluttede som Rejseafdelingens souschef.

I de sidste 9 år i politiet var Hans Jørgen Bonnichsen den operative chef for PET. Han arbejder nu på freelance basis og har gennem flere år været TV-avisens efterretningsekspert. Han er en ofte brugt kommentator med stærke holdninger, ikke mindst om retssikkerhed. Han blev nr. 39 i Politikens måling af de stærkeste meningsdannere i 2013 og er tildelt en række priser. Senest i 2014 blev han tildelt DIGNITY PRISEN af Dansk Institut mod Tortur for sin indsats imod anvendelsen af tortur.