Spring til indhold

Tak for i år og på gensyn i 2025

Diverse: Andet

Vi sætter et hyggeligt og smukt punktum for dette års Houlkær by Heart.

Årets festival har budt på mange indtryk og udtryk og vi markerer afslutningen med en eftermiddag i kunstens tegn og med hygge i festivalteltet.

Vi starter med at afsløre værket "Houlkærs smukkeste udsigt", som er skabt af billedkunstner Susanne Ahrenkiel i samarbejde med store og små fra hele Houlkær under festivalen. Derefter uddeles Houlkær Initiativpris til en person eller organisation, der fremmer sammenhold og trivsel i Houlkær. Til sidst tager vi de første skridt mod næste års festival, når billedkunstnerne Faun Vium og Therese Bülow iscenesætter en poetisk performance sammen med korsangere og en gruppe børn fra Houlkær. Sammen sår de frø til et nyt kunstværk, som skal vokse frem hen over det næste år. Der serveres lidt godt til ganen i festivalteltet.

Afsløring af kunstværket "Houlkærs smukkeste udsigt"A

Fredag 13. september kl. 14-14.20

Op til og især under dette års festival har billedkunstner Susanne Ahrenkiel sammen med børn, unge og voksne i Houlkær skabt et nyt kunstværk.

På kort tid er et stort vævet billede vokset frem i det ene hjørne af festivalpladsen. Nu er det tid til at beundre og fejre de hundreder af hænders arbejde med at forskønne Houlkær. Kunstværket får lov til at stå og pynte i bybilledet nogle måneder frem.

Uddeling af Houlkær Initiativpris 2024

Fredag 13. september kl. 14.20-14.40

Spændingen udløses og vi finder ud af, hvem der modtager Houlkær Initiativpris 2024.

Siden 2006 har Initiativgruppen Houlkær hvert år uddelt Houlkær Initiativpris, der gives til personer eller organisationer, som tager initiativ til arrangementer og projekter, der fremmer trivsel og sammenhold i lokalområdet. Vær med til at hylde dette års prismodtager!

TRADE kapitel 1: Så et frø - et kunstnerisk og poetisk på gensyn i 2025

Fredag 13. september kl. 15-16

Vær med, når vi sår et frø til en skulptur, som over det næste år formes af fællesskabet i Houlkær.

Du kan være med i det fælles ritual, når vi sår frøet til det kunstværk, som bliver til over det næste år og vil blive afsløret under Houlkær by Heart 2025. Det bliver både smukt og poetisk, når kunstnerduoen Therese Bülow og Faun Vium sammen med lokale børn og ledsaget af fællessang tager de første skridt og lægger kimen til, at noget helt særligt kan vokse frem. Værket vil tage udgangspunkt i pigment udvundet af planter fra lokalområdet og borgerne i Houlkær inviteres med ind i processen.

Arrangementet er en del af festivalen Houlkær by Heart, der finder sted onsdag-fredag 11.-13. september. Se hele programmet på houlkærbyheart.dk fra 9. august.

Houlkær by Heart sætter spot på fællesskab, kreativitet og visuelle oplevelser og er koblet sammen med Viborg Animation Festival.

OBS! Aktiviteten finder sted på festivalpladsen, der er indrettet på en tom byggegrund ved siden af Houlkær Torv og Camp East, Odshøjvej 5F, 8800 Viborg.