Spring til indhold

Spot up: Releasekoncert med OK Echo

Musik: Andet/Ukendt

Det musikalske vækstlag er drivkraften i den danske musikkultur, og derfor byder Danmarks Rockmuseum med stolthed velkommen til OK Echo, der giver koncert i forbindelse med udgivelsen af deres debutalbum KINETIC.

Det nye danske band er dannet af de to musikalske 'partners in crime'; William Foss og Uni Askham. I foråret 2022 slog de hovederne sammen og begyndte rejsen mod deres første udgivelse: Debutalbummet KINETIC.
KINETIC er udsprunget af et liv i storbyen under en nedlukning. Albummet beskriver kampen mod konformitet, et liv i melankoli, paranoia, ensomhed, ønsket om noget større og viljen til at forfølge det. William Foss og Uni Askham er begge børn af 90'erne, og da deres forældre dengang brød ind på teenageværelserne, for at tvinge dem til at skrue ned, var det lyden af grunge og den britiske alternative rockscene, der udgjorde en utrættelig dominans, umulig at overdøve. KINETIC bærer tydelige præg af netop den opvækst, og er en homage til 90'ernes og de tidlige 00'eres guitarbaserede sangskrivning.
Det er den stærke melodi og de ikoniske omkvæd, der står i fokus på et fundament af bastante guitarer og moderne elektroniske elementer. Med deres musikalske univers, fangede OK ECHO opmærksomheden hos britiske Chris Brown, som blandt andet har arbejdet med Muse, Radiohead og Paul McCartney. Det resulterede i et spændende samarbejde, der gennem Chris Browns mixing og masterering, løftede KINETIC op på et nyt niveau.
Tid, pris sted
30. august 2024 kl. 20:00
Arrangementet er gratis, men der skal reserveres billetter via Billetto.dk
Danmarks Rockmuseum, RAGNAROCK
Rabalderstræde 16, 4000 Roskilde.