Spring til indhold

Home Dining hjemme hos en ægte Punjabi-Mama

Diverse: Gastronomi

For tredje år i træk åbner Mama dørene til sin Gyldne Spisestue og byder gæsterne indenfor til en autentisk madoplevelse.

Lad dig forføre af Mamas evne til at omdanne bælgfrugter og grøntsager til et spændende spektrum af retter - fra silkebløde og cremede kreationer til sprøde og pikante lækkerier. Her får du en smagsprøve på vegetariske delikatesser fra Punjabregionen og en kulinarisk rejse gennem bælgfrugternes og grøntsagernes mangfoldighed.

Din middag vil være centreret omkring Mamas spisebord, hvorfra du kan nyde synet af køkkenets travlhed og måske endda lære nogle nyttige tips og tricks. Der hvor Mama kommer fra, ser man en gæst som en velsignelse. Og det er dén følelse vi værner om, når vi byder dig ind som gæst.

Din vært:
Mit navn er Una, en vaskeægte sundhedsentusiast, og jeg er gået sammen med min Mama, krydderi-mesteren, for at sprede daalglæde i Danmark. Min Mama er nærende kærlighed uden pauser. En home-maker, som man siger. Og hun elsker sit køkken, sine gryder, sine krydderier. Men mest af alt elsker hun at lave mad til dem hun holder af. Madlavning er et dagligt meditativt ritual uden måleskeer, køkkenvægt eller nedskrevne opskrifter. Hun mestrer simpelthen kunsten og får det til at ligne en leg. Hendes køkken dufter af Østen, og det gør den med god grund. Hendes opskrifter stammer nemlig fra den sydlige del af Asien, nærmere betegnet Punjab, som både har rødder i Indien og Pakistan. Gurkemeje, koriander, spidskommen, rød chili og den famøse garam masala er faste elementer i mange af hendes retter. Og hun passer på sine krydderier som man ville passe på sine smykker.

Instagram
Hjemmeside

Mama serverer en tasting-menu bestående af 4 retter:

Pakora - sprøde friturestegte godbidder lavet af kikærtemel, spinat og løg, serveret med en frisk mynte-koriander chutney

Daal Makhni - en udsøgt linseret med maash og channa daal, hvor fløjlsbløde linser kombineres med krydrede aromaer, der tilsammen fortæller en historie om indisk madkunst

Sabzi Pilao med Raita - en festlig pilafret med farverige grøntsager og kikærter, der harmonerer perfekt med en kølende og cremet raita

Sawaiyan med Kulfi is - en kølende dessert med silkebløde vermicelli i en sød og cremet mælkeblanding med masser af mandler. Serveres med Kulfi is og pistacienødder på toppen

Drikkevarer:
Hjemmelavet mynte-lemonade
Mango juice
Mamas chai med kardemomme.