Spring til indhold

GLIMTVIS Live musik på destilleriet

Musik: Folk/Vise/Country

Lyt med når GLIMTVIS besøger os på destilleriet. Live musik - ganske gratis - sommersjusser og hygge fra kl. 14. Musik fra kl. 18. GLIMTVIS består af Rikke Egholm Ravn og Rasmus Pedersen - to erfarne musikere og deres nye musik er skrevet lige her på øen.

Det er ingen hemmelighed at vi forelskede os i GLIMTVIS og deres musikalske univers, da de besøgte os i maj.

Flere af deres sange er skrevet på vores smukke Ø og det gav hele oplevelsen en ekstra dimension. I så høj grad at vi også glæder os til et helt særligt upcoming samarbejde om deres helt egen "Glimtvis Nashville Confessions Moonshine".

GLIMTVIS består af Rikke Egholm Ravn og Rasmus Pedersen - to erfarne musikere, som skriver sange som bevæger sig i det skizofrene grænseland mellem den skamløse pop, den hudløst ærlige country og med noter af rockens upolerede stemme.

Deres vokaler og harmonier har referencer til Fleetwood Mac, Civil Wars og Common Linnets mens arrangementer og instrumentering kan lede tankerne hen på Lenny Kravitz, The Picturebooks og The Cardigans. Det bliver til deres helt egen distinkte og genkendelige Glimtvis lyd.

GLIMTVIS LIVE:
GLIMTVIS har skrevet sammen siden 2020 og turneret i Danmark som duo siden 2021.
De har begge spillet siden barndommen i forskellige konstellationer, men begyndte først at spille sammen i 2019.

I 2021 udgav de deres første to singler i akustisk version og har siden arbejdet på EP'en -og har netop været i Nashville og skrevet et nyt album med 11 forskellige amerikanske sangskrivere og planlægger at starte indspilningen i sommeren 2024.

GLIMTVIS har spillet mere end 50 livekoncerter i Danmark, Tyskland og USA, ex. Tønder Festival, Midtfyns Festival, Fanø Vesterland, Nashville Nights Songwriters Festival, Freakshow at The Local i Nashville og mange mange flere....ikke mindst lige her på Sams Island Distillery.

Koncerten foregår ude, hvis vejret er til det og ellers rykker vi inden for.

Musikken starter kl. 18.00, men kig forbi fra kl. 14, hvor vi serverer cocktails direkte fra destilleriet og selvfølgelig fadøl mm.