Spring til indhold

Videnskaben bag øl - Livestreaming fra Aarhus Universitet

Diverse: Foredrag

Sønderborg: Hos Carlsberg brygger de ikke kun øl - deres forskningslaboratorium har gennem årene også udviklet viden og nye teknikker som ikke kun har forbedret produktionen af øl, men som også har bidraget til forskning i bl.A. Gær og klimatolerante.

Planter

Hos Carlsberg brygger de ikke kun øl - deres traditionsrige forskningslaboratorium har gennem årene udviklet viden og nye teknikker som også har forbedret produktionen af øl. Carlsberg Laboratorium har desuden bidraget til den grundlæggende naturvidenskab da forskere på laboratoriet har gjort flere store videnskabelige opdagelser - fx rendyrkningen af gær, udviklingen af pH-skalaen og den klik-kemi som Morten Meldal fik Nobelprisen for i 2022.

Der ligger en masse videnskab til grund for det gode øl, og i dette foredrag kan du dykke med ned i forskningen i og udviklingen af de ingredienser som bruges til ølproduktionen. Hør lederen af Carlsberg Laboratorium, Birgitte Skadhauge, og laboratoriets brygmester, Erik Lund, fortælle om forædling af byg og humle og hvordan man dyrker dem bæredygtigt.

Du vil også høre om hvordan spiring af byg - dvs. maltning - kan give forskellige malttyper med forskellig smag. I Carlsberg Laboratorium arbejder de også på udviklingen af nye typer af gær som ikke danner alkohol, men stadig gærer. Disse nye gærtyper kan bruges til produktion af alkoholfrit øl uden at skulle anvende forskellige efterbehandlinger der kan påvirke smagen af øllet.

I foredraget vil du derudover få indsigt i den nyeste banebrydende teknologi inden for klimatolerante fødevarer. Teknologien bruges til at finde nye forbedrede egenskaber i planter som kan øge deres kvalitet eller udbytte under forskellige klimatiske forhold. Det er ikke kun forskning i nutidens planter der kan hjælpe med klimatilpasningen af fødevarer: hør om fundet af 2 mio. år gammelt DNA fra planter og træer i Nordgrønland som kan give indblik i hvordan fortidens planter tilpassede sig deres skiftende klima.

Under foredraget får du serveret små smagsprøver på fem udvalgte øltyper. Du smager dem én efter én efterhånden som de gennemgås i foredraget.

Foredragsholderne
Birgitte Skadhauge afsluttede sine studier (cand.scient.) på Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole i København i 1992. Herefter fulgte en ph.d.-grad i biokemi og genetik ved Carlsberg Laboratorium (1993-1996). Siden 2003 har Birgitte været ansvarlig for Carlsberg Raw Materials, og i 2011 blev hun direktør for Carlsberg Applied Research. I 2012 blev Birgitte udnævnt til adjungeret professor ved Århus Universitet, og siden 2018 adjungeret professor ved Københavns Universitet. Siden 2014 har Birgitte haft en stilling som Vice President for Carlsberg Research Laboratory. Birgitte har været aktivt involveret i etableringen af Traitomic A/S, en virksomhed baseret på Carlsbergs FIND-IT (trait identification technology).
Birgitte er medlem af flere videnskabelige advisory boards og udvalg, udpeget som medlem af Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, Dansk Industri, bestyrelsesmedlem i Secobra Recherches (Frankrig), Foreningen af Danske Sortsejere, Scandinavian Brewing School, Danish Preferred, AgroFoodTure og SEGES Innovation.

Erik Lund er chefbrygger ved Carlsberg Laboratorium. Carlsberg Laboratorium har en helt særlig historie: laboratoriet har revolutioneret moderne ølbrygning på verdensplan. Det har laboratoriet blandt andet gjort ved at levere banebrydende forskningsresultater - og herunder også nogle af de kemiske begreber som vi alle kender fra vores skolegang - fx opdagelsen og indførelsen af pH-begrebet til angivelse af en opløsnings surhedsgrad.

Erik Lund er uddannet som levnedsmiddelkandidat, bromatolog, fra det der tidligere hed Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole - som i dag er en del af København Universitet. Efter at have arbejdet et par år i staten med at kontrollere vores fødevarer, tog Erik springet og blev uddannet til brygmester på Den Skandinaviske Bryggerhøjskole.

Som chefbrygger ved Carlsberg Laboratorium arbejder Erik Lund med at optimere alle aspekter af brygprocessen. Herunder en del produktudvikling specielt for specialbryggeriet 'Jacobsen'.

Offentlige foredrag i Naturvidenskab
Foredraget er en del af serien "Offentlige foredrag i Naturvidenskab", som er foredrag der livestreames fra Søauditorierne, Aarhus Universitet. Her har du mulighed for at komme tættere på de nyeste opdagelser og erkendelser inden for naturvidenskab.
Niveauet er højt, og du vil blive udfordret, men du kan få udbytte af alle foredrag uanset dine faglige forudsætninger. Der er fri entré til de fleste af foredragene.
Man kan stille spørgsmål til forelæseren under foredraget ved at sende en sms eller et tweet.
Foredragsserien arrangeres af Science and Technology, Aarhus Universitet, og udbydes i samarbejde med værter i en række byer og Carlsbergfondet.