Spring til indhold

Vejgaard Byfest - En dag fyldt med sjov, musik og fællesskab

Diverse: Marked/byfest

Vejgaard Byfest fredag den 30. august kl. 15-20 byder vi på en festdag med aktiviteter, musik og fællesskab for alle aldre. Oplev Kræmmermarked, råvaremarked, konkurrencer, gode tilbud, livemusik og masser af aktiviteter for børn. Gratis adgang.

Vejgaard Byfest

NYHED - Forsmag på Vejgaard Festival

I år præsenterer vi en forsmag på den kommende Vejgaard Festival. Fra kl. 16-20 vil lokale kunstnere som SkytteSandkamm duo, Chander Trio, Rikkelicious og Karners Duo fylde Vejgaard Torv med musik. Nyd musikken med en kold fadøl eller vin fra Torvebaren, som bestyres af Café Frederiksberg og Vinshoppen. Du har også mulighed for at købe en grillpølse og en slush ICE til børnene ved Vejgaard Hallen.

Kræmmermarked på Hadsundvej

Kræmmermarkedet åbner kl. 15. Her kan du gå på opdagelse i de mange skatkamre og gøre dig et godt genbrugsfund. Vejgaard Bibliotek inviterer til kreativ udfoldelse, og Vejgaard Lokalhistorisk Forening præsenterer en ny udstilling om slagterne i Vejgaard med smagsprøver fra Slagter Holmberg og SuperBrugsen Vejgaard.

Råvaremarked på Vejgaard Torv

Fra frisk frugt til hjemmebag, Vejgaard Torv byder på et fantastisk råvaremarked som en del af Nordjysk Madfestival. Her kan du støtte lokale producenter og tage lækre specialiteter med hjem.

Aktiviteter på Vejgaard Bymidte

Lokale foreninger som AIK Vejgaard, Vejgaard FDF, og Vejgaard Gymnastikforening arrangerer sjove konkurrencer og aktiviteter for børn og voksne. Nordsøen Oceanarium deltager også med deres populære Roadshow, hvor du kan komme på ravjagt og deltage i spændende quizzer. Nordjyske Bank har besøg af den populære Ballonmand fra kl. 16-18.30.

Butikker og konkurrencer

Byens butikker tilbyder specialtilbud, konkurrencer og aktiviteter. Sparekassen Danmark har hoppeborg og skattejagt for børnene og besøg fra Springeren, mens Matas inviterer til læbepomade-workshop. Hos Vinshoppen kan du få drinks-tips, og Jyske Bank popper børnenes favorit - popcorn. La Fleur Elégantes blomsterpiger går rundt i byen og deler gratis lodder ud. Ved Vejgaard Apotek kan du se om du kan fiske en gave i fiskedammen. Alle børn der besøger Vejgaard Sten og Krystaller i Odinsgade får en fin sten med sig hjem.

Gå ikke sultne hjem for du kan både købe lækre flæskestegsburgere hos Slagter Holmberg, som har tændt den store grill på Hadsundvej, hvor også Spiseriet serverer øl og vand. På Bymidtenkan du købe sliders hos SuperBrugsen. Spiseriet, Den Lille Havfrue, Café Frederiksberg holder også længe åbent. Tjek selv deres lækre menukort.

Praktisk information

Byfesten starter kl. 15 med gratis kagemand foran biblioteket fra Vejgaard Bageri. Aktiviteterne på Vejgaard Bymidte lukker kl. 19, mens resten af festen og forretningerne fortsætter til kl. 20. Der er gratis adgang til alle aktiviteter, og der vil være parkering ved både Vejgaard Bymidte og bag 365 i Odinsgade.

Kom og vær med til at fejre fællesskabet i Vejgaard - vi glæder os til at se dig!