Spring til indhold
Arkiv: Overstået event

Pianisten

Film: Action/Drama

Information viser yndlingsfilm i Øst for Paradis! Vær med til en hel dag med håndplukkede filmklassikere, der præsenteres af Informations skarpeste kulturjournalister.

Michael Hanekes film PIANISTEN præsenteres af kulturjournalist Bodil Skovgaard Nielsen, der efter filmen taler med operakomponist Louise Alenius Boserup.

Isabelle Huppert spiller ikke bare en stramtandet, men hemmeligt pornoafhængig koncertpianist, der stadig bor med sin gamle mor, i Michael Hanekes feberdrøm af en film. Hun spiller også hele den europæiske kulturarv, der krakelerer. Hvordan ser man ikke perversion overalt efter den her film?, siger Bodil Skovgaard Nielsen om, hvorfor vi skal glæde os til at se PIANISTEN

OM FILMEN:

Isabelle Huppert spiller hovedrollen som en neurotisk klaverlærer, der er besat af sex og Schubert.

Hendes dage går med klaverundervisning og korte ekskursioner til sexbutikker. Et forhold til et ungt klavertalent får for alvor den bedsteborgerlige overflade til at krakelere. Huppert lægger ud som viljestærk dominatrix, men vender på en tallerken og giver sig snart underkastelsen i vold.

Filmen er en subtil sanselig fremstilling af kærlighedsforholdet som en magtrelation mellem kønnene.

'Pianisten' modtog juryens Grand Prix og priser for bedste skuespiller og skuespillerinde ved filmfestivalen i Cannes.

Vises med danske undertekster.