Vinterjazz: Jakob Bro Large Ensemble

Vinterjazz: Jakob Bro Large Ensemble

Jakob Bro Large Ensemble feat. Melissa Aldana, Jorge Rossy & Peter Laugesen.
350 kr + gebyr 5 kr Medlemsrabat: 10%
Køb/bestil billet
Jakob Bro Large Ensemble feat. Melissa Aldana, Jorge Rossy & Peter Laugesen.

KONCERT MED SIDDEPLADSER

Jakob Bro skaber nye forbindelser og samler en international udgave af sin storgruppe til Vinterjazz 2025 featuring den chilenske tenorsaxofonist Melissa Aldana, spanske Jorge Rossy og den danske digter Peter Laugesen.

Oplev en fantastisk intimkoncert på Gnistens scene med Jakob Bro, som er én af de allerstørste på jazz-scenen. Denne gang besøger han Gnisten flankeret af et 8-mand stort band.

Efter en række internationale turnéer og anmelderroste udgivelser på ECM Records vender guitarist Jakob Bro tilbage med sit storband med tre-fire saxofonister, to trommeslagere og to bassister: Det er mit laboratorium som komponist, hvor mine simple sange bliver sunget i kor med tyk streg under sangen og melodien. Kompositionerne bliver fortolket af nogle af mine tætte musikalske venner og bliver løftet af en kollektiv gruppe af fantastiske, spændende musikere, som giver sangene kant, vildskab og forhåbentlig momenter af skønhed, forklarer han.

Ny musik i februar 2025

I to årtier har denne gruppe udviklet sig omkring altsaxofonisterne Jesper Zeuthen og Andrew D Angelo , den oprindelige Jakob Bro trio bestående af bassist Anders Christensen og trommeslager Jakob Høyer , samt Kresten Osgood og digter Peter Laugesen. Deres seneste album Hymnotic/Salmodisk udkom for ti år siden (2015) sideløbende med Jakob Bros internationale gennembrud, og i sommers var bandet i studiet for at indspille et nyt album, som forventes at udkomme i februar 2025.

Derfor har Jakob Bro samlet storbandet til en turne i januar-februar, som udover den velkendte kerne byder på fire internationale gæster i form af den fremadstormende Blue Note-saxofonist Melissa Aldana , barytonsaxofonisten Hanne de Backer , kontrabassist Yannick Peeters og den spanske trommeslager Jorge Rossy (f. 1964), der har spillet med legender som Wayne Shorter, Charlie Haden, Carla Bley og var mangeårigt medlem af Brad Mehldau Trio.

Jeg lærte tidligt af Paul Motian, hvor afgørende det var at afprøve kompositioner i forskellige line-ups. Paul gjorde det hele tiden, og sangene fik nyt liv. De blev ikke ligegyldige eller overspillede, men blomstrede op og gik i andre retninger. Der er så meget åbenhed i musikken, at sangen kan fortolkes på et hav af måder afhængig af orkestrering, line-up, situation og rummet. Jeg glæder mig helt vildt til, at vi skal kaste os ud på dybt vand foran et publikum med nye stemmer og finde frem til nogle helt nye steder sammen , understreger Jakob Bro.

Om de medvirkende:

Melissa Aldana (f. 1988) er en Grammy-nomineret chilensk-født saxofonist, der har udgivet to albums som bandleder på Blue Note Records. Hun er baseret i New York og var den første fra Sydamerika og den første kvindelige instrumentalist til at vinde den prestigefyldte Thelonious Monk Int. Jazz Competition (tidligere vindere tæller bl.a. Ambrose Akinmusire og Joshua Redman) og vinder af Rising Star 2022 i DownBeat.

Peter Laugesen (f. 1942) er forfatter og bosat i Brabrand. Han har udgivet mere end 60 bøger og er bredt anerkendt som digter og oversætter for at udforske det danske sprog. Han er inspireret af de amerikanske beatdigtere og har medvirket på flere udgivelser og koncerter med bl.a. Jakob Bro og Nicolai Munch-Hansen.

- Jakob Bro (f. 1978) har udgivet 18 albums som bandleder og komponist på ECM Records og Loveland Music. Han er tidligere medlem af Paul Motian & The Electric Bebop Band og Tomasz Stanko Quintet og har desuden indspillet sin musik med bl.a. Lee Konitz, Paul Motian, Bill Frisell, Brian Blade, Joe Lovano, Midori Takada, Charles Lloyd m.fl.

Jakob Bros musik og forskellige ensembler spiller en hovedrolle i Jørgen Leths og Andreas Koefoeds film Music for Black Pigeons , der udkom sidste år og har været vist på filmfestivaler i hele verden.

Line up:

Melissa Aldana (tenor sax)
Jesper Zeuthen (alt sax)
Hanne De Backer (baryton sax)
Peter Laugesen (ord)
Anders Christensen (kontrabas)
Yannick Peeters (kontrabas)
Jorge Rossy (trommer)
Jakob Høyer (trommer)
Jakob Bro (guitar/komposition)

Siddepladser
Koncerten er med siddepladser og enkelte ståpladser efter først til mølle-princippet.

Har du et handicap og har brug for hjælp til at komme ind, så kontakt os gerne på forhånd.
Læs mere