Foredraget med Albert Reinholdt Østergaard byder på humoristiske røverhistorier, fællessang og en rørende hyldest til skrøbeligheden. Oplev hans fortælling om mobning, selvværd og de helende kræfter i strikning og musik.
Fat strikketøjet, smør stemmebåndet og vær klar til at høre humoristiske røverhistorier og en rørende hyldest til skrøbeligheden. Vi garanterer, at du får en særlig aften i selskab med den prisbelønnede bassist, komponist og strikkedesigner Albert Reinholdt Østergaard.
Med udgangspunkt i sin egen historie bringer Albert Reinholdt Østergaard temaer som mobning og selvværd op. Han fortæller om de helende kræfter strikken har haft for ham, og hvordan han både ser klare ligheder og afgørende forskelle mellem det at spille musik og strikke. Han strikker jazzens frie ånd ind i sine trøjer - et koncept, han kalder improvisationsstrik.
Albert Reinholdt Østergaard har sin trofaste ven, kontrabassen Ælse, med på scenen. Foredraget er nemlig krydret med fællessang, så de kulørte historier om f.eks. at strikke på cubanske danseklubber bliver bragt til live gennem musikken.
Uanset om du strikker eller ej - eller er vild med jazz - får du denne aften en både underholdende og dybt personlig fortælling om den sårbarhed og de fejl, vi alle bærer og bør omfavne.
Entré: 185 kr