Den 18. marts var der urpremiere på børneoperaen "Sigurd Dragedræber" på Takelloftet. Børnenes dybe koncentration og lejlighedsvise latterudbrud vidnede tydeligt om, at operaen ramte plet; men enkelte ængstelige miner understregede også, at den vitterligt ikke egner sig til helt små børn med den drabelige handling og de uhyggelige effekter.
Historien om vølsungen Sigurd er blevet tilpas moderniseret, til at børnene uden problemer kunne følge med. Han bor i en trailer sammen med den grove smed Regin, som han tror, er hans far, da en af Odins ravne dukker op og hjælper ham med at finde sin sande identitet som kriger og vølsung. Regin overtaler da Sigurd til at dræbe den onde drage Fafner, Regins bror; men da Sigurd sejrer prøver Regin at slå ham ihjel med en gift, han selv tvinges til at drikke. Sproget er hevet helt ned på jorden med udtryk som "Du må hellere tage ble på, så du ikke tisser i bukserne af skræk" og lignende, som man måske ikke lige forventer i en opera; men som fremkaldte latter hos både børn og voksne, og alle sangerne skal roses for deres meget tydelige og omhyggelige udtale gennem hele operaen.
Gert Henning-Jensen gør det fantastisk som den unge Sigurd, der keder sig bravt i den øde skov, og som konstant prøver at udfordre sin brutale far, som han dog stadig er lidt bange for - og med god grund. Som kontrast til Sigurds lyse toner ulmer Regins dybe brum; Jens Bruno Hansen formidler en dybt ubehagelig Regin, der ikke formår at elske andet end sit guld. Det er dog i ravnens sang, at Andy Papes musik er allersmukkest, og man kan kun nære beundring for den originale tankegang, der har skabt ravnesproget med det karakteristiske Krrika Krrika. Djina Mai-Mais eventyrlige stemme, svøbt i et meget fantasifuldt kostume, lyder snart fra det ene hjørne, snart det andet, eller endda direkte over scenen, som hun graciøst sænkes ned fra som et væsen fra en højere verden.
Scenebilledet imponerer ved sin effektive enkelhed - da vi forlader Regins hjem, kører han simpelthen bilen ud af scenen, og med et snuptag står vi foran Fafners porte. Takkelloftets scene bliver udnyttet til sidste millimeter, og det, at Sigurd pludselig lander foran tilskuernes fødder, eller at de næsten får den gyngende ravn i hovedet, er en meget fin måde at inddrage publikum på. Selve dragen er malet på væggen, med øjne der giver sig til at lyse rødt. Det virker overraskende godt, og især da dragen gav sig til at spy ild, der stod som en horisontal flamme ud over scenen, var salens børn komplet opslugt - og mere end én lænede sig langt ind mod sine forældre. Her bør man kende sine børns grænser - nok har de fleste set værre ting på fjernsynet; men oplevelsen er altså en anden, og operaen er ganske drabelig. Da Fafner er fældet, er Sigurd smurt ind i blod og fremviser stolt dragehjertet, spiddet på hans sværd.
Der er masser af humor i Sigurd Dragedræber, og børnene vil sikkert nikke genkendende til store dele af far-søn-problematikken mellem Regin og Sigurd. Action er der masser af, Sigurd står næsten ikke stille i hele operaen - hvordan han kan synge sådan imens, er mig en gåde! - og effekterne er gennemgående meget vellykkede. Med kun en times spilletid, er der stadig god plads til hele handlingen, uden at den nogensinde bliver langtrukken. Dette er en oplevelse, man ikke bør snyde sine børn eller sig selv for.
Se spilletider.
Foto: Martin Mydtskov Rønne
