Mehr Nachrichten

 
Literatur
Nootebooms debut

Alten Neuheiten finden:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Nootebooms debut
Mo 9. Mai 2011

Med sin debutroman, skrevet da han kun var 21 år gammel, indledte Cees Nooteboom en lang og til stadighed succesfuld karriere som forfatter. Mød Philip og læs om hans oplevelser i sin færden fra Gooi til Calais og senere Stockholm. På mange måder en dannelsesroman, men med meget mere - "Philip og de andre" er en fornem, eskapistisk og fantastisk fortælling.

Philip og de andre handler faktisk mest om de andre. Philip spiller nærmest en birolle i sin egen historie; han er knuden, der holder alle strenge samlet. Gennem flere møder med nye mennesker - og sommetider gamle kendinge - oplever Philip verden og til at starte med også kærligheden gennem historier. Andres historier. Historier om piger med kinesiske ansigter, den frygtløse Feys udfordringer og Provences tykkeste mand og den forhenværende munk, Maventer, som fortæller Philip om den kinesiske pige. Denne pige sætter Philip sig for at finde, overbevist om at han er forelsket i hende. Og af alle steder finder han hende i Kruså.

Gennem romanen rejser vi med Philip fra hans barndomshjem til onklen Alexanders skæve bo, hvor musik og kunstneriske produktioner styrer både Alexander og livet. Disse oplevelser og Alexanders fortællinger giver Philip lyst til at udforske verden på egen fod, og som ganske ung tager han af sted. Hans odyssé er en lang jagt på historier mere end en jagt på oplevelser. For det meste blaffer Philip sig gennem Europa på må og få, styret af rygter og forlydender om den kinesiske pige. Til tider virker rejsen og fortællingerne nærmest absurde, hvilket understreges af sprogbruget.

Cees Nooteboom (og den danske oversætter) bruger sproget som en del af historien. Philip selv fortæller i første person, men alle de skæbner, han møder på sin vej, gør ligeså. Dette skaber en interessant synergi mellem Philip og de andre. På denne måde understreger Nooteboom, at de andres skæbnefortællinger er ligeså meget Philips. Den danske oversættelse er meget naturlig, og på intet tidspunkt virker sproget forceret, og som læser er det en fryd, at man aldrig mindes om, at det er en oversættelse.

Romanen behandler på mange måder Philips rejse som en metafor frem for en faktisk rejse. Flere gange gøres der opmærksom på, at de karakterer, Philip møder, tager ham med ind i historier, i stedet for at tage ham med på fysiske rejser. Det er en udfordrende, tankevækkende og legende tekst, som fortjener en grundig læsning, der i sidste ende er en belønning i sig selv.

Køb eller bestil bogen på saxo.com

Cees Nooteboom: Philip og de andre
Tiderne Skifter, 196 sider
ISBN: 9-788779-734357
Er udkommet