|
På kun 21 dage har Republique sammen med det canadiske nycirkuskompagni, Les 7 doigts de la main, skabt en fantastisk forestilling, der er helt sin egen, og som er langt mere end en række mageløse cirkuskunster. Alt; lyset, musikken, temaet og artisterne forenes her i en harmonisk helhed, og som publikum sidder man mundlam og rørt tilbage.
På ægte cirkusmanér har Fibonacci-projektet rejst rundt i verden, og turen er nu kommet til København. Det unikke og nyskabende i dette koncept er, at turnégruppen, Les 7 doigts de la main, ved hvert stoppested skaber en ny og unik forestilling sammen med værtsgruppen. Den nye energi og de nye input stråler da også ud af artisterne, mens de udtrykker temaet i tableauerne på hver sin helt enestående måde.
Som titlen antyder, er forestillingen bygget op omkring matematikeren Fibonaccis talrække. I otte tableauer tages vi med på en rejse fra ensomhed over tosomhed og fællesskab til vores individuelle rolle i universet og til sidst døden, står der i programmet. Det lyder jo noget abstrakt, men tænker man, at der her er lagt op til en tung omgang, så tager man noget så vidunderligt fejl. Der er ikke noget tungt over Fibonacci, for den tilsyneladende lethed, hvormed artisterne udøver deres kunster, forplanter sig gennem hele forestillingen.
Artisterne er da også et kapitel for sig. Alle udfører de deres kunster med en selvfølgelighed, der er både ufattelig og forførende. For netop som de har fået en til forfængeligt at tænke, at det jo egentlig ikke ser så svært ud at svinge sig rundt i den trapez, rammes man af den styrke og vedholdenhed, der må ligge bag den ubekymrede minutiøse præcision og finesse. Som pigen med det lange lyse hår, der sammen med sin bror yndefuldt snurrer rundt i trapezen, og jongløren, der får boldene til at ligne lynende stjerneskud, og pigen, der slår forlæns vejrmøller på stedet i et væk, mens hun frustreret plaprer løs om, at hun aldrig kommer nogen vegne. Ja, her er sågar overskud til humor.
Fibonacci er dog mere end de talentfulde og ubeskriveligt imponerende artister, og heri ligger forestillingens virkelige styrke. For det er samspillet og synergien med forestillingens øvrige elementer, herunder Martin Tulinius' scenografi, den grafiske lyssætning, musikken, MC Jabbers rendende talestrøm og videosekvenserne med de tænksomme børn, der funderer over tableauernes noget abstrakte begreber, at Fibonacci for alvor løftes op på et åndeløst niveau. Her går det alt sammen op i en højere enhed. Det hele synes ganske enkelt: Fibonacci er helt fænomenal.
Fibonacci - Republique
Se spilletider