Mehr Nachrichten

 
Theater
Slapstick a la Shakespeare

Alten Neuheiten finden:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Slapstick a la Shakespeare
Fr 5. Aug 2011


(Foto: Rolf Konow)

Slapstick-humor har nok haft sin storhedstid, men det internationale kompagni Propeller, der i disse dage gæster Kronborg Slot, formår på imponerende vis at gøre Shakespeares meget forvrøvlede komedie, "The Comedy of Errors" vedkommende - og meget morsom!

The Comedy of Errors er en forvekslingskomedie i ordets sande forstand: To sæt identiske tvillinger bliver skilt ved fødslen og mødes tilfældigt 25 år senere, da Anipholus og hans tjener Dromio fra Syracuse ankommer til Ephesus, hvor de ikke overraskende forveksles med deres tvillingebrødre, der ovenikøbet bærer de samme navne. Det fører til ægteskabelige kriser, nær-forførelser, prygl og fængsling, før det hele bliver opklaret.

Stykket er et af Shakespeares korteste, og udover den indledende monolog, hvor man som tilskuer får historien om de 2x2 tvillinger, er der næsten kun pjank og ingen handling. Stemningen er lidt som i en gammel Gøg og Gokke-film, hvor man skal grine, når nogen falder eller bliver slået. Dette kan være svært at gøre vedkommende for en moderne tilskuer - ikke desto mindre er det nøjagtigt, hvad Propeller gør i The Comedy of Errors.

En af grundene til, at det lykkes, er nok lydeffekterne, der ikke bare understreger, men også forstærker plathederne, så de nærmest bliver meta-platte. En ikke ubetydelig del af morskaben udspringer også af, at Propeller er en ren mandetrup, og Edward Hall, der står bag iscenesættelsen, har på ingen måde forsøgt at gøre de kvindelige roller feminine eller tiltrækkende. Men først og fremmest handler det om, at Propeller består af en gruppe knalddygtige skuespillere!

Mest imponerende var nok Jon Trenchard, den ene af Dromio'erne - sjældent er en Shakespeare-monolog blevet leveret i sådan et rablende tempo og alligevel med så meget overbevisning. Man kommer heller ikke uden om Robert Hands i rollen som den meget lidt skønne Adriana, der er gift med Ephesus-Anipholus: Med en munkekrone, der titter frem bag en slags turban, og med et eventyrligt kropssprog svanser hun hen over scenen i uhyrlige dragter.

Man glemmer nemt, hvor morsom Shakespeare egentlig kan være; men her er virkelig stykket til at genopdage det.

PS: Sørg endelig for at følge skuespillerne ind i den lille baghavebar - der er et meget stemningsfuldt lille musikalsk indslag med nyfortolkninger af 80er-hits.

The Comedy of Errors - HamletScenen, Kronborg Slot
Se spilletider