Mehr Nachrichten

 
Literatur
Se på mig

Alten Neuheiten finden:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Se på mig
So 2. Jan. 2011

Visse kritikere har allerede udråbt Kirsten Hammann som det bedste danske bud på en postmoderne æstetiker. Andre kritikere går så vidt som til at kalde hende for hvor tids Hemingway. Derfor er det da heller ikke uden en hvis rysten på hænderne at KultuNauts anmelder tillader sig at være mere forbeholden med de rosende ord.

Kirsten Hammanns tredje roman Se på mig handler om gennemsnitskvinden Julie 33 år, som fra den ene dag til den anden, får hevet gulvtæppet væk under sig, idet hendes forlovede, Casper, ud af det blå meddeler, at han har brug for at finde sig selv - uden hende vel at mærke. Julie bliver efterladt alene tilbage i parrets misundelsesværdige og meget dyre lejlighed, midt på Gothersgade i indre Købehavn.

Mens Casper er ude og realisere sig selv i Goa, falder Julies verden sammen om ørene på hende. Hun holder patetisk modet oppe på baggrund af en sølle post-it seddel, som hendes livs kærlighed efterlod på køkkenbordet. Det lykkedes Julie at få overbevist sig selv om, at ordlyden "Vi ses.C." må betyde, at han nok skal komme tilbage til hende igen, så de omsider kan få den kernefamilie, hun altid har drømt om.

I ventetiden lejer Julie den ene del af lejligheden ud ti den lovende - eller måske rettere falmende - forfatterspire Sune Boisen, som meget passende står i en situation hvor det eneste han egentlig har brug for, er et sted, hvor han kan sove, spise og skrive på den roman som én gang for alle skal slå hans navn fast på den danske litteraturscene.

Ambitionerne og målet hos Sune er ikke til at tage fejl af, men det er den skriveblokeringen, der rammer ham som et lyn fra en klar himmel, desværre heller ikke. I sin desperation over ikke at kunne komme på sporet af den rette idé, falder Sunes interesse snart på den sårbare Julie, som ikke har en chance for at vide, hvad der er under opsejling.

Lad det være sagt med det samme: historien om Julie og Sune rummer alle de nødvendige elementer, som må være til stede for at skabe en vaske ægte bestseller. Der masser af kærlighed, masser af sårede følelser og ikke mindst - masser af sex. Uden at sige for meget, kan man roligt konstatere, at hverken den kvindelige eller mandlige hovedkarakter lider af undertrykket seksualitet, impotens eller tilbagevendende hovedpine for den sags skyld.

Der er godt gang i lagnerne og det hele er udførligt penslet ud, side op og side ned, så læseren ikke er i tvivl om, hvad der foregår, og hvor de enkelte legemsdele hos de implicerede parter er lokaliseret på alle tidspunkter.

Selvom Hammann med rette kan roses for at skrive i et let tilgængeligt, tidssvarende sprog, hvor en 'spade' kaldes for en 'spade', så kommer man alligevel ikke uden om, at rigtig mange passager fremstår mere vamle end velskrevne. Det er simpelthen for meget. Det er ikke alene lummert, men også trivielt og kedeligt at fylde så store dele af romanen ud med liderlighed for fuld udblæsning. Det er måske ikke erotik på romanbladsniveau, men det er gudhjælpemig ikke langt derfra.

På den anden side, hvis det er litterært innovativt at bruge opdaterede versioner af 'lem', 'skedesekret' og den slags termer, så er der uden tvivl en høj frekventering af innovativt litterært sprogbrug repræsenteret i romanen.

Undertegnede hælder dog mere til, at arkivere bogen som en letlæselig roman, i kategorien trivial- eller populærkultur, som hormonelt forstyrrede teenagedrenge og piger kan savle sig igennem og finde meget fornøjelig.

Træerne vokser med andre ord ikke ind i himmelen selvom romanen er beriget med et vognlæs forbuden frugt og stærke drifter, som ville få selv Adam og Eva til at rødme.

Køb eller bestil bogen på saxo.com

Kirsten Hammann: Se på mig
Gyldendal, 485 sider
ISBN: 978870211413