Stormfuld, rørende og nervepirrende intens er bare tre i rækken af roser, som man fuldstændig uden forbehold må give Dybet på teater FÅR302. Carsten Bjørnlund intet mindre end brillerer i rollen som eneste overlevende, der kæmper for livet en kold og mørk nat på havet.
Mørket er kulsort på teater FÅR302's lille bitte scene. Så flænses den øredøvende stilhed pludseligt af et sønderrivende brag. En mand dukker frem. Han ser forpint på os. Vi skal ud på havet.
Dybet er baseret på en sand historie fra 1984, hvor en fiskerbåd sank, og kun et enkelt medlem af besætningen overlevede. Og forestillingen bliver da også næsten til virkelighed gennem Carsten Bjørnlunds kraftfulde præstation. Febrilsk og rastløs bevæger han sig rundt på den lille scene med en slidt, gammel træskammel som eneste rekvisit. Men mere behøver han stort set heller ikke. Bjørnlund er ikke på dybt vand her.
Vi de druknende
Med desperationen så tæt på kanten, at man næsten krymper sig ved at høre det, leverer Carsten Bjørnlund dramatiker Jon Atli Jonassons tekst og tilfører en stærk og virkelighedstro mimik. Skibet går ned, og han kæmper for at holde vejret for at nå hele vejen op til overfladen. Hans blik bliver næsten mat. Det er som at se ham drukne, der på den tørre, mørke scene.
Bjørnlund gør det dog ikke helt alene. I det stort set nøgne rum skaber Kenneth Kreutzfeldts lys og lyd en uhyggelig kulisse. Det lidt skarpe lys i kahytten forvandles til et foruroligende grønt, hvælvende lys. Vandet strømmer pludselig ind til lyden af den der fjerne og metalliske lyd, man kender fra når man dykkede ned under vandet i svømmehallen som barn.
Dødskamp med et knips humor
Emnet taget i betragtning kunne man frygte, at man går en nedtrykkende forestilling i møde. Men det tunge og triste emne, der knirker og knager, hver gang Carsten Bjørnlund tager et skridt, gøres udholdeligt med en velafmålt dosis af underfundig humor. Midt i sin dødskamp, eller måske netop som en del heraf, er det de små ting i livet, der får fokus.
Men ødelægger de komiske elementer ikke intensiteten i forestillingen, vil nogen måske spørge. Nej, det er faktisk lige omvendt. Det lille generte smil, da han fortæller om pigen, han har friet til utallige gange - ja, kun i sin fantasi altså. Eller den åndsfraværende og naivt blinkende guitarist, der pludselig viser sig på scenen og roligt klimprer på sit instrument.
Alle disse elementer føjer noget særligt og mere til forestillingen og Bjørnlunds kamp. "Jeg vil være ked af at miste livet, men jeg er ikke bange for at dø", siger han. For det er noget andet. I overgangene mellem komik og grum dysterhed ved man dårligt, om man skal le eller græde. Dybet rører én og lader sit publikum sidde mundlam tilbage. Kun to ord står tilbage: se den.
Dybet spiller på Teater Får302 frem til 31. marts.
