Mehr Nachrichten

 
Theater
Macbeth i æstetiske klæder

Alten Neuheiten finden:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Macbeth i æstetiske klæder
Fr 10. Aug 2012

Frisk blod eller åreladning? Det svenske Romeo & Julia Kören har taget Shakespeares Macbeth under behandling, og resultatet er en stor visuel og musikalsk oplevelse, der dog må siges at tale mere til æstetikken end følelserne.

Efter at være spået en fremtid som uovervindelig konge af tre hekse og efter desuden at være blevet kraftigt ægget af sin ambitiøse hustru begår Macbeth kongemord; men efterfølgende får hans dårlige samvittighed tag i ham, og heksenes spådom viser sig at være mere tvetydig end som så. Det er et meget kort resume af William Shakespeares Macbeth, men i Romeo & Julia Körens udgave er det heller ikke handlingen, der er i centrum.

Stykket varer kun 70 min, og eftersom en stor del af tiden går med sang og dans, er meget af den oprindelige tekst skåret væk. Således råber Lady Macbeth "Unsex me" uden nogen form for optakt, og kong Duncan er død indenfor det første kvarter. På sin vis kan det fungere som et fortættet potpourri over de mest mindeværdige passager af stykket, som vækker glædelig genkendelse, hvis man er godt inde i stykket. Ellers må det være forbandet svært at følge med.

Problemet ved den meget tekst- og skuespilsknappe version af Macbeth er, at vi blandt andet spares for alle Macbeths kvaler før mordet og kun ser glimt af hans angst bagefter. Resultatet er, at vi ikke føler med ham. Kun én scene i hele tragedien er ægte bevægende: da den ellers så koldblodige Lady Macbeth endeligt bryder sammen. Og så har denne anmelder lidt svært ved at tilgive, at vi bliver helt snydt for heksenes sidste vildledning: Macduff, manden der ikke er født af nogen kvinde.

Men! Alt dette rykker ikke ved den foruroligende skønhed, der samtidig gennemsyrer Romeo & Julia-korets Macbeth. Til musik af renæssancekomponisterne Clément Janequin og Josquin Desprez fremmaner solisterne på magisk vis en fjern og grum fortid, der vrimler med vildske hekse, forræderiske generaler, mord, blod og vanvid.

Den musik-teatralske form fryser rædslen fast til kunst, så man snarere glædes end forfærdes over de blodige ugerninger. Dette er både stykkets styrke og svaghed: Publikum berøves tragediens katharsis, men får i stedet en stor æstetisk oplevelse.

Romeo & Julia Körens Macbeth kunne opleves på Kronborg Slot d. 7. og 8. august 2012